Tina Tarpgaard har vundet Reumert-priser for sit koreografiske arbejde i både 2010 og 2012. Nyeste forestilling er i virkeligheden hele to produktioner, hvor Tarpgaard har inviteret den debuterende koreograf Nelson Rodriguez-Smith til at koreografere den ene til danserne fra hendes kompagni – recoil performance group. Resultatet er to vidt forskellige værker, der spiller under fællestitlen …and it ends TWICE.

Af Jakob Edut, PR-medarbejder på Bora Bora.

Hvorfor har du valgt at lave et dobbeltprogram denne gang?
– Jeg havde et ønske om at prøve at invitere en anden koreograf ind for at prøve at give noget andet og nyt til kompagniet. Jeg kendte Nelson som en fantastisk danser, og jeg vidste, at han desuden var et stort koreografisk talent. Ud fra en kollegial tanke tænkte jeg, at han ville kunne få meget ud af at følge en produktion sammen med mig. Der er mange metoder, rutiner og procedurer, som jeg har udført en del gange efterhånden, som det ville kunne komme Nelson til gode at lære af, og som kunne give ham et skub fremad.
Vi har også arbejdet med formatet med to forestillinger på cirka en halv time hver, da det ikke altid er smart med en helaftensforestilling. Det korte format egner sig meget bedre til international turnévirksomhed og festivaller, og på den måde kunne jeg både få et praktisk og et kunstnerisk ønske opfyldt på samme tid.

Er det de samme dansere, der skal danse i de to forestillinger?
– Ja. Det er helt det samme hold, der skal danse i både Tørst og Mente.

Hvorfor er det lige præcis Nelson Rodriquez-Smith du har valgt til at flankere dig?
– Nelson har et meget unikt bevægelsessprog, og har skabt nogle fine og gode værker allerede. Han er god til at skabe trin, hvilket jeg både har oplevet som hans kollega og set, når han har danset i forestillinger. Han skaber et unikt fysisk materiale, der sætter et præcist fingeraftryk af, at det er ham, der har skabt det. Det er fysisk udfordrende, og man skal være stærk for at kunne klare det, og så indeholder det en fantasi og kreativitet, der går ud over de konventionelle former. Helt konkret kendetegnes Nelsons koreografi ved at være fysisk, rytmisk, let og legende.

Du har tidligere arbejdet med mødet mellem dans og moderne teknologi i Reumert-vinderne Frost og Living Room. Ser vi noget af det i denne produktion?
– Jeg har en længere række af samarbejder med videodesigner Jonas Jongejan bag mig. Sammen har vi arbejdet med og udviklet en teknologi, hvor vi bruger motion sensing – eller bevægelsesgenkendelse – i koreografierne. Det kommer publikum også til at opleve i den nye produktion. Vi arbejder hele tiden på at udvikle nye teknikker, og til denne produktion, har vi f.eks. ladet danserne danse på et underlag af bølgepap!

Et underlag af bølgepap? Hvorfor?
– Vi har opdaget at bølgepappet riflede overflade egner sig enormt godt til at arbejde med lys på. Det giver en ny kulør, og et nyt udtryk til det grafiske, når man blander lys og video på den overflade. Det er nogle andre farveskalaer, der træder i kraft, og farverne får et varmere skær end på vinyl, hvor det normalt skaber ret kolde farver. Min forestilling Tørst handler om at mangle noget og om driften til at overleve. Det foregår på et abstrakt plan i en glohed ørken, og fornemmelsen af sandet og varmen virker bedre, når det bliver projiceret på bølgepappet.

Når du benytter teknologien i så høj grad, kommer den så til at diktere hvilken retning koreografien peger i?
– Jeg har løbende en ping pong med Jonas og Ole (Kristensen, softwaredesigner -red.), hvor vi sammen definerer en ramme og hvilke elementer, der kan skabes inden for denne. Igennem hele forløbet udvikler vi forestillingen i et samspil mellem teknologien og koreografien. De går hånd i hånd og kan ikke adskilles. Nogle gange kan de tekniske begrænsninger også ende med at blive en udfordring, der skaber en ny, kreativ løsning,

I beskrivelsen af de to forestillinger bliver der lagt vægt på, at det supplerer hinanden og henholdsvis omhandler noget fysisk og psykisk, og henholdsvis beskæftiger sig med billeder og lyd. Hvad giver det publikum, at der fokuseres på to forskellige områder?
– Jeg har fra starten givet Nelson helt frie hænder i processen. Hvor jeg har arbejdet med et meget fysisk og dyrisk sprog i Tørst, har han i stedet arbejdet meget med en form for drømmeunivers i Mente. Det giver en meget spændende kombination, når man ser de to forestillinger i forlængelse af hinanden. Forestillingerne skal dog ikke tolkes som én samlet oplevelse, men som to adskilte oplevelser, der supplerer hinanden. Nærmest som en god forret og en lækker dessert. Det ville jo også være ærgerligt bare at spise ost med ost på, ikke?
Min anbefaling til publikum er, at gå ind og nyde to vidt forskellige indtryk, der peger to forskellige steder hen og hver især varer en halv times tid, og så gå ud og ”skylle munden” i pausen.

…and it ends TWICE – der består af danseforestillingerne Tørst og Mente har premiere på Bora Bora 13. marts og spiller t.o.m. 15. marts.

Billetter kan købes på www.bora-bora.dk eller på tlf. 8619 0079.

 


Fakta: Motion Sensing

  • Et setup med en række infrarøde kameraer, der registrerer dansernes bevægelser, når de flytter sig fra A til B.
  • Softwaren der er sluttet til kameraerne genkender disse bevægelsesmønstre og kan derved afspille grafik, der reagerer på de bevægelser der enten er der, eller ikke er der, på scenen.
  • Tina Tarpgaard nævner blandt andet Kastrup Lufthavns terminal E som et eksempel på et sted, hvor man også kan opleve motion sensing. Her reagerer kameraerne på, om der går mennesker forbi, og igangsætter herved selv animationer af mennesker der går.

 

Fakta: recoil performance group

  • Dannet i 2003 af koreograf Tina Tarpgaard og komponist Pelle Skovmand.
  • Udgangspunktet var at skabe en base for samarbejde på tværs af kunstformer med bevægelsesfølsom teknologi som bindeled mellem dansere, musik og videoscenografi.
  • recoil performance group ønsker at dele sin viden og produktionserfaring med nye scenekunsttalenter og hjælpe dem godt på veje i deres egne produktioner. Derfor er Nelson Rodriguez-Smith inviteret til at skabe anden del af dobbeltforestillingen …and it ends TWICE.