I forestillingen I’m Short – I’m Bogart, som har urpremiere på Bora Bora, præsenterer Kasper Daugaard Poulsen og Mari Matre Larsen en neo-noir krimi med afsæt i Howard Hawks’ klassiker The Big Sleep. Du har aldrig set Humphrey Bogart og Lauren Bacall sådan her, og var det nu også dem du så? Kasper Daugaard fortæller om tankerne bag stykket, og om hvad publikum kan – og ikke kan – forvente.

Af Sune Rustrup, Bora Bora.

Hvorfor lige The Big Sleep?
– Mari og jeg så filmen sammen og blev meget begejstrede over dens flotte visuelle stil og dens dialog. Vi undersøgte mere om genren, og blev klar over at filmen tilhører en af 10 klassiske noir film, udpeget af det amerikanske National Film Registry. Disse noir film har nogle klassiske elementer, der skal være med. Det er jo krimi, så der skal være mord, der er sprut, der er masser af cigaretter, og der er farlige damer, og selvfølgelig en detektiv… Vi så dem allesammen, og de var også gode, men The Big Sleep var bare mere gennemført, og man kan tydeligt se, at der ligger et stort æstetisk arbejde i den.

Men det, der var mest interessant for os, er, at filmen er enormt uoverskuelig og forvirrende. Plottet er strengt taget ikke til at finde ud af, og det er meget uklart indtil allersidst, hvem der egentlig har gjort forbrydelsen! Og faktisk var det sådan, i sin tid da filmen blev lavet, at instruktøren midt under indspilningen blev nødt til at ringe til Raymond Chandler – der havde skrevet bogen oprindeligt – for at få afklaret, hvordan historien egentlig hang sammen. Og han havde også glemt det! Så den uigennemskuelighed er helt sikkert en stor del af, hvad der tiltrak os i The Big Sleep.

Hvordan har I arbejdet med det æstetiske udtryk?
The Big Sleep har en klar visuel stil, som er stereotyp for film noir – den markante brug af lys og skygge. Det er jo på mange måder en periodefilm, både når man ser den, men også når man hører den. Man skal bare høre lydsiden, så er man hurtigt hensat til den tid, i en eller anden forstand via sit forestillingsapparat. Stemningen og atmosfæren. Det vækker hurtigt nogle billeder på nethinden hos publikum, og det er vi meget bevidste om.

I forestillingen har vi to karakterer på scenen, som forsøger at genskabe elementer fra filmen. Og det gør de nogle gange gennem bevægelse, og nogle gange på andre måder. Men det er især reproduktionen, der har været det centrale. Hvordan man så gør det, er jo det store spørgsmål. Det narrative har på den måde ikke været i højsædet, det er mere et spørgsmål om komposition, reproduktion og udførelse. Det primære sigte har været at se, hvor meget man kan flytte rundt på en kronologi, og stadig få en meningsfuld historie ud af det.

Vil publikum kunne genkende historien fra filmen, hvis de har set den i forvejen?
– Det tvivler jeg på. Det man vil kunne genkende som publikum, er i højere grad de klassiske elementer fra genren. Det, der er spændende for os, er at vi oversætter eller reproducerer. Og det kan man jo gøre på mange forskellige måder. Når man for eksempel bruger Google Translate, er resultatet på en måde rigtigt nok, men alligevel er det ofte helt forkert. Ligesom når børn tror, de gengiver noget præcist, men ikke har forstået, hvor mange lag der kan ligge under. Og når man kender filmen, eller genren, kan man se at det er rigtigt nok, hvad der foregår, men det er samtidig enormt forkert. For der mangler jo rigtig mange ting, som man ikke har oversat, og de findes ikke længere – og hvad er der så tilbage?

Du og Mari har tidligere arbejdet sammen i Forestillinger fra 2006, som også har et meta-blik på forestillingens anatomi. Er der sammenlignelige træk i I’m Short – I’m Bogart?
– I Forestillinger siger vi, hvad publikum skal se, og så gør vi det – og nogle gange kan der være et meget stort spring mellem de to ting. Man præsenterer en ide, lægger en plan – som publikum også får at vide – men man siger ikke noget om, hvordan det skal udføres. Man har ikke løjet, så på den måde er der jo ikke noget, der er skjult, men publikum bliver opmærksomt på deres forventninger i forhold til det, der er blevet ”lovet”. Og i Bogart leger vi også med folks forventninger til æstetikken, og de billeder man får, når man hører lydsiden. Begge forestillinger arbejder med begrebsapparatet, vores måde at forstå og opleve på. Det gør al scenekunst vel nok, men det er et særligt sigte for de to værker.

Så nu tør jeg næsten ikke spørge, præcist hvad publikum kan forvente?
– Vi har jo kaldt det en neo-noir, en metakrimi. Og jo mere vi har arbejdet med filmen, er vi kommet i tvivl om, hvem der iscenesætter det her. Er det os? Er det nogen andre? Er det publikum? Og hvorfor i alverden render de to typer rundt på scenen og prøver at re-enacte en film? Så krimien handler lige så meget om, at der er en kriminalsag, der skal løses, men også om en gåde på et andet plan, om hvem der har skabt stykket. Who did it? Og meta relaterer sig meget til, hvilket virkelighedsplan det hele foregår på. Sådan tror jeg, man kan opsummere det.

 

I’m Short – I’m Bogart spiller fra 4. til 6. april og fra 10. til 13. april.

Billetter kan købes på billetlugen.dk eller på tlf. 8619 0079.

 


Fakta:

  • Kasper Daugaard Poulsen (Aarhus, 1977) arbejder både freelance ved bl.a. Aarhus og Odense Teater, og for sit eget kompagni Club Fisk. Mari Matre Larsen (Bergen, 1979) bor i Amsterdam og arbejder som danser og performer. De er begge uddannet på Modern Dance Department ved Amsterdam School of the Arts.
  • I 1978 blev The Big Sleep genindspillet med Robert Mitchum i Bogarts rolle. Selvom denne film var mere tro mod det litterære forlæg, blev den aldrig lige så populær som originalen fra 1946.