Palle Granhøj er aktuel med den europæiske samproduktion Men&Mahler på Bora Bora under East Gate Europe festivalen i april. Vi fangede Palle på telefonen fra Montreal, hvor han i øjeblikket turnerer. Her kan du læse om, hvordan det har været at sammensætte en international forestilling med et hold bestående af seks forskellige nationaliteter, arbejde i dybden med det at være mand – og ikke mindst lade en småirriterende, kvindelig David Attenborough dissekere begrebet ‘manhood’.

Af Jakob Edut, PR-medarbejder på Bora Bora.

 

Hvordan har det været at arbejde med et internationalt hold af den størrelse (8 mænd og en kvinde)? Hvad har været de største udfordringer, og har det tilført forestillingen noget unikt, at kompagniet har været sammensat internationalt?

Det har været en gave for mig at blive inviteret ind i DNA samarbejdet. Jesper de Neergaard (kunstnerisk leder på Bora Bora) fik idéen, og jeg havde tilfældigvis et projekt i Kina, som ikke blev til noget, så der var muligheden. Forestillingen var internationalt tænkt fra starten; møde nye dansere, spillesteder og nye partnere.

Det er ikke første gang, jeg arbejder med et internationalt hold, men det har været en krævende proces. Vi afholdt auditions i Prag, Vilnius og Budapest, og det var afgørende at finde dansere der passede sammen. Alle boede og arbejdede sammen i vore lokaler i Klosterport, og vi kørte i døgndrift. Der var ikke nogen, der havde familie, de skulle hjem til, eller andre normale forpligtelser, så vi kunne koncentrere os 24 timer i døgnet. Det var en ret flipperagtig stemning. Alle var hjemmefra, og det nedbrød nogle barrierer.

 

Hvorfor valgte du at bygge videre på universet med mænd og Mahlermusik frem for starte fra scratch?

I første omgang af nød. Til Men&Mahler havde vi en kortere periode at producere i end normalt. Vi blev i et univers, der var velkendt fra min tidligere forestilling 2Men2Mahler (fra 2011) for at komme hurtigere fra start, så man kan sige at den nye forestilling er blevet en slags storebror til den gamle. Vi kunne ikke nå at vælge en ny indgangsvinkel til en stor produktion, så i dialog med Jesper valgte jeg at gå videre med Mahler-idéen. 2Men2Mahler var primært liedersang med live-musik, vi havde ikke beskæftiget os med symfonierne. Nu kunne jeg dykke ned i værket og opnå en form for fuldstændighed.

 

Fra anmeldelserne forstår man, at der er flere dimensioner, og at der er større fokus på det skrøbelige og sarte i Men&Mahler end der var i 2Men2Mahler. Hvordan kan det være? Er det blot fordi du er blevet ældre, som det antydes?

Det har jeg også spekuleret på. Jeg kan ikke sådan forklare det. Det primære for mig er, at jeg prøver ikke at gentage mig selv. Jeg kunne ikke drømme om at lave en 2Men2Mahler 2. Den forestilling bar præg af megen humor, ud fra tanken om, at hvis vi skulle arbejde med noget alvorligt – det at være mand – så kunne vi ikke holde til at være alvorlige i en time i træk. Så hellere hive humoren ind og lave nogle stemningsskift. Det skabte nogle scener, der fik publikum til at bryde ud i krampelatter. Vi fik vist drengerøvsmentaliteten. Det var skønt, men så var jeg også færdig med det.

Storebroderen blev dybere. Vi kunne komme længere ind i musikken, men hele konceptet er blevet uddybet. Men&Mahler handler om manhood. Det at være kvinde er det modsatte perspektiv, og derfor kommer kvinden på besøg og skal undersøge. Selvom der står ‘Mænd’ som overskrift, så er grundstenen for begge forestillinger forskelligheder.

 

Dorte Petersen har rollen som betragteren, der dissekerer mændenes univers for publikum. Hvordan opstod idéen om kvinden som David Attenborough-figuren, og hvad gør det ved mandeuniverset, at det lige pludselig fortolkes af en kvinde foran publikum?

Idéen var skideskæg. Det er jo ikke teater, hvor man kan forklare tingene direkte. Jeg baserer ikke min forestilling på ord, men finder en omvej for at komme ind til det at være mand. Så det er oplagt, at det var en ikke-mand, der undersøger, og spørgsmålet er så, om hun overhovedet når at forstå. Hun slutter af med at sige: ”Now I know these men” – men gør hun nu det?

Vores kvindelige David Attenborough minder på en måde om hele vores facebook-univers – han(hun) er på kanten af det irriterende og er nogle gange også selv irriteret. Alle skal belemres med, hvad hun synes om tingene. Når der er mulighed for at delagtiggøre alle i alt, synes hun også at man skal gøre det. Nogle steder kan man så tage hendes ord for pålydende, andre steder måske ikke.

 

Har du oplevet nye sider af maskuliniteten – som begreb eller personligt – i arbejdet med de to Mahler forestillinger? Er det et tema, du vil arbejde videre med, eller er det udtømt for dig?

Der kommer en tre’er! Det bliver til efteråret, men ikke med Mahler. Jeg vil gerne fortolke Sacre du Printemps af Stravinskij, og jeg har ligget i forhandlinger med rettighedshaverne i længere tid om at få lov til at gøre det anderledes. Historien handler oprindeligt om en kvinde, der skal danse sig til døde som ofring til guderne, og jeg vil sætte en mand i stedet for. Temaet vil blive Manden, der forlader det uskyldige, går fra dreng til mand. Men det bliver med det eksakt samme hold, som Men&Mahler, undtaget Dorte.

Jeg kan ikke lige komme på, at jeg har oplevet nye sider af maskuliniteten, men mon ikke. Det har været en gave, at danserne har repræsenteret så mange typer. Der er Áron (Darabont Leon) på 20 år og omkring 50 kg, og så er der Petrus (Lisauskas) på 100 kg. De er helt forskellige, også i deres uddannelsesbaggrund, og det er et vaskeægte lykketræf, at de kan arbejde sammen så godt, som de gør. Det er et fantastisk hold, og jeg glæder mig til at arbejde videre med dem.

 

I Jyllands-Posten er du citeret for at have sagt om kønnene, at ”For mig at se er det en livsopgave at prøve at forstå hinanden og acceptere hinandens forskelligheder”. Hvordan tror du, at Men&Mahler kan hjælpe til denne opgave?

Altså de reaktioner vi har fået fra kvinder, der har set forestillingen, lyder noget i retning af: Nu elsker vi mændene endnu mere.

Jeg kunne ikke drømme om at have det som formål, at kvinder skulle lære at forstå mændene bedre, og forestillingen er slet ikke tænkt som et værktøj til at forstå. Det er blot et muligt udfald af, hvordan man tolker den. Jeg tør slet ikke at tænke så store tanker. Jeg sætter bare ting sammen, og jeg prøver nok egentlig at undgå sådan nogle spørgsmål, fordi jeg altid forsøger at lede efter et udtrykt, der er flertydigt. At skabe billeder, der med forskellig rygsæk på, kan tolkes forskelligt.

 

Er mandens univers en universel størrelse at dømme efter den reaktion som forestillingen udløser i udlandet og herhjemme, eller er det forskelligt, hvad der påvirker publikum – mandlige som kvindelige?

Publikums reaktion er nøjagtig den samme under forestillingen, men kommentarerne bagefter er meget forskellige. Når man ikke får udleveret nogen facitliste, så afslører folk i langt højere grad, hvad de synes det handler om, end hvis pointen var givet på forhånd. I Polen var der flere, der blev fornærmede over forestillingen. En kvinde syntes, at det var forkert at lave penisjokes og laves grin med alvorlige emner hos manden. En mand mente derudover, at der ikke var nogen grund til at fortælle kvinderne om de hemmeligheder, som vi mænd har.

Der er helt klart forskellige syn på kønsroller rundt omkring i verden, men der er jo også forskel på, om man bevæger sig fra København og til Sønderjylland. Men forestillingen må helt klart sætte noget i gang i forhold til kønsrollemønstre, og nogle af reaktionerne havde jeg ikke lige set komme.

 

Hvordan har det været at skabe en forestilling og turnere i DNA og EU-regi, og kunne du finde på at kaste dig ud i et EU samarbejde af denne størrelse en anden gang?

Det har været fantastisk. Jeg har prøvet internationale projekter af den størrelse før, og jeg ved, at der ligger en stor udfordring for organisatorene. Kunstnerisk har det været fantastisk, netop fordi man automatisk er internationalt funderet, og får det hele lagt ud på en palet foran sig; Der er et internationalt hold af dansere, og der er allerede planlagt en turné i otte lande.

I DNA-projektet har Bora Bora været mellemmanden mellem os og DNA organisationen, og derfor har været endnu lettere for os, når vi ikke skulle tage os af de administrative. Bora Bora har taget sig af uafklaretheder, så de har ikke fyldt hos os, og derved er der blevet skabt mere rum til det kunstneriske og kreative. Det har været dejligt. Vi har til gengæld suppleret op, så de seks dansere, der oprindeligt var råd til, blev til otte, fordi vi gik ind og betalte de sidste. Vi har stor ros til projektet og samarbejdet, og det sender også et suverænt politisk signal, når Aarhus’ to største dansehuse går ind og skaber et internationalt projekt sammen. Nu har vi spillet forestillingen på Granhøj Dans, og det bliver fedt at spille den på Bora Bora. Der er mere plads end hos os, og vi ved, fra da vi spillede i Budapest og i Tjekkiet, at det klæder forestillingen med mere plads. Vi glæder os rigtig meget!

 


Fakta: Men&Mahler

  • Koreografi af Palle Granhøj i tæt samarbejde med dansere og performere: Bill Eldridge, László Fülöp, Áron Darabont Leon, Tomasz Ciesielski, Mikolaj Karczewski, Tomás Danielis, Aureliusz Rys, Petras Lisauskas og Dorte Petersen.
  • Musik af Gustav Mahler.
  • Produceret af Bora Bora, Granhøj Dans og Nová Síť (CZ).

Fakta: Granhøj Dans

  • Granhøj Dans er et internationalt anerkendt dansekompagni, der har base i Aarhus, Danmark.
  • Granhøj Dans’ produktioner er skabt af kompagniets kunstneriske leder og koreograf Palle Granhøj i tæt samarbejde med danserne og visual designer Per Victor.
  • Hvis man skal finde en fællenævner for Granhøj Dans’ produktioner igennem årene, så er den største, at ingen af dem ligner hinanden.
  • Der er ingen gennemgående æstetisk linie, ej heller et bestemt bevægelsesmønster eller tilgang til tematikker.
  • Alle forestillinger opstår ved at studere interaktionen mellem det valgte emne og kunstnerens deltagelse i den kreative proces. Dette definerer form og udtryk, så fortællesproget bliver unikt fra gang til gang.
  • Grundværktøjet hos Granhøj Dans er altid Obstruktionsteknikken. Et værktøj, der har givet Palle Granhøj og hans værker en fremtrædende position på den internationale dansescene.