Niels Bjerg og Kirstine Kyhl Andersen fra WEGO fortæller om deres Koncertforestilling Music From Movement, som spiller på Bora Bora den 7. og 8. maj.

af Sune Rustrup, Bora Bora
 
Hvad eller hvem er WEGO?
WEGO er først og fremmest os to, Niels og Kirstine, og så er det vores ensemble, som vi har haft i de sidste ti år Det er vores band/dansekompagni, bestående af fire dansere og tre musikere, som har været fast besat siden 2006.

Hvad er Music From Movement, og hvad kan publikum forvente at se?
De kan forvente at se, hvordan lyden fra instrumenterne bliver til, kort fortalt. De kan se en mekanisme, hvor alle dem der står på scenen spiller instrumenter. Og de bevægelser de laver, når lydene frembringes, er samtidig koreografien. Det er en oplevelse af det mekaniske i det organiske.

Vil I kalde det en rockkoncert tilsat dans, eller en danseforestilling med livemusik? Eller er det noget helt tredje?
Det er noget helt tredje. Den er jo lidt langt ude, noget fuldstændigt fjollet og meget seriøst på samme tid. Vi kalder det en Koncertforestilling. Formen kan minde om en koncert, for man kan klappe mellem numrene. I forhold til genre, spænder det virkelig bredt. Der er jo elguitarer og trommer, men også noget, der minder om operasang.

Prøver I at genetablere et mere direkte forhold mellem dans og musik i den moderne dans?
Det gør vi rigtig, rigtig meget. Det er ligesom hele bevæggrunden for vores samarbejde, at de ting er symbiotisk forbundne. I vores optik kan man ikke udføre det ene uden det andet. Vi har jo altid arbejdet med det her koncept om, at musikken og dansen er på scenen på fuldstændigt lige vilkår; det er hele baggrunden for WEGOs arbejde. Så dette er det naturlige næste skridt at tage; at give danserne instrumenter også, at give os allesammen de samme kostumer på, og så lade alle være ligeværdige på scenen og bevæge os med instrumenter på helt lige vilkår.

Sådan har det ikke været tidligere?
Nej, tidligere har vi mere optrådt ved siden af hinanden, så at sige. Vi har interageret en lille smule, men slet ikke på samme måde. Men vi har altid forsøgt at sammensmelte dansen og musikken, så det ene ikke har styret mere end andet.

Er der en fortælling, som publikum skal være opmærksomme på, eller er det en mere umiddelbart sanselig oplevelse?
Der er mange der arbejder på den måde, at nu vil de lave dét eller dét udtryk. Det gør vi måske også, men vi kan godt lide de helt grundlæggende elementer i at, nu går det langsomt, og nu går det hurtigere og hurtigere, altså de kompositorisk lidt nørdede ting, som er nemme at forstå for alle mennesker. Vi vil hellere vise de ting, end at fortælle en eller anden historie eller tale om et stort emne.

Når det er sagt, kommer der jo så en perlerække af små bitte fortællinger alligevel, om samarbejde, sammenhold og en lille kærlighedshistorie. Der er også den store diva, som fører sig frem. Det kan ikke rigtig lade sig gøre, at skrive det ned som en narrativ fortælling. Til gengæld oplever vi tit, at publikum oplever alle mulige historier, som vi aldrig har haft i tankerne. Og så kan man heller ikke komme udenom at det til tider er ret humoristisk. Det er en underholdende koncert, må vi erkende. Vi kan ikke finde ud af at lave noget alvorligt, haha, nej det kan vi godt. Der er noget af det hele.

Er det en humor, der udspringer af musikken, eller kommer det frem i koreografien?
Hm, det er nok meget koreografien. For når man skal visualisere, hvordan man spiller på en tromme så tydeligt som muligt, så bliver det bare sjovt at se på. Lige meget hvor meget man prøver, så er det altså svært at gøre til noget tørt. Det bliver også til noget seksuelt, det kan ikke undgås. Når man har sådan nogle stramme dragter på, og man bruger sin krop til at spille på instrumenterne, så bliver man jo lidt kreativ med kropsdelene. Man bruger hvad der er ved hånden, så at sige. Så man kan forvente en lidt sexet, ret humoristisk og til tider lidt seriøs forestilling.

I billedmaterialet fra forestillingen er I iført både røde og sorte heldragter og nogle ikonisk udseende elguitarer. Hvad er pointen med dragterne?
Det er simpelthen for at uniformere os, og for at gøre kroppens bevægelser så tydelige som overhovedet muligt. Alle bevægelser er vigtige; både de store overdrevne bevægelser på trommen og de små bevægelser på guitaren er jo en del af koreografien. Det var et konsekvent valg, vi tog helt fra starten. Og så er det også for at udstille, at på trods af uniformeringen ser vi jo meget forskellige ud på godt og ondt.

I skriver, at I “lige så godt kunne være nøgne”?
Haha, det kan godt være, det ville trække lidt mere publikum. Vi har selvfølgelig tænkt over det, men det ville nok fjerne fokus, og vi ville ikke opnå den samme form for uniformitet. Man kunne også uniformere sig med jakkesæt for eksempel, men vi vil gerne væk fra begrebet Stil og fremhæve kroppen så meget som muligt, og det kræver at man har noget stramtsiddende på. Så vi har skåret det så meget ned til benet, som vi overhovedet kunne.

I skriver også, at Music From Movement er et kærlighedsbarn mellem Blue Man Group og Bjørk. Bjørk kan de fleste nok placere, men hvem er Blue Man Group, og hvordan kan man kende deres dna i forestillingen?
Jamen, Blue Man Group har samme tilgang til deres koncerter, som vi har her. Det handler også om, hvordan de spiller på instrumenterne med kroppen, og de samarbejder rigtig meget i deres opsætninger, som vi også gør. Der er mange ligheder, men det er et fuldstændigt andet udtryk. Vi ved ikke helt, hvordan Bjørk er kommet ind i billedet… det er vist vores pressemand, der har fundet på det. Det er ikke fordi, at musikken lyder som Bjørk, det er nok mere den kunstneriske tilgang og det univers hun skaber, som der er tænkt på. Og så er Bjørk og Blue Man Group så tilpas forskellige, at man kan ikke minde om nogen af dem, hvis man skal blande det. Bjørk er måske lidt mere rød, end Blue Man Group, haha. Man kan også sige, at de begge er meget konsekvente i deres udtryk, og det kan vi forholde os rigtig meget til.


Fakta: WEGO

  • Dannet i 2004 af Niels Bjerg og Kirstine Kyhl Andersen. Består desuden af musikerne Bruno da Silva og Joao Lobo, og danserne Amia Miang, Christos Papadopoulos og Kasper Daugaard Poulsen.
  • Music From Movement udspringer af en plade af samme navn, som er optaget i Holland sammen med grupperne Knalpot og Doktor Schnitt. Pladen kan købes som download i forbindelse med forestillingen.