Da Kirsten Dehlholm instruerede Den Der Hvisker Lyver, foregik det under et sæt meget specifikke dogmer. Læs her om, hvordan skuespillerne arbejdede med teksten på en ganske særlig måde, og hvordan lyset endte med at få en meget markant plads i scenografien.

Af Jakob Edut, PR-medarbejder på Bora Bora

Du har arbejdet meget med ordene i Den Der Hvisker lyver. Hvordan instruerede du skuespillerne i forhold til teksten?
– Skuespillerne arbejder med tekst, plot og karakterer. Mit ønske er at forstærke teksten og dens betydning ved at bruge det fysiske rum. Derfor arbejder jeg med at fremføre teksten på en anderledes måde i forhold til, hvordan skuespillere normalt agerer med en tekst. Scenerummet er en stærk med- og modspiller. Jeg opsætter et sæt spilleregler: baner bliver optegnet på gulvet i det lange rum. Skuespillerne må kun bevæge sig i de baner, og når de taler sammen, må de ikke se på hinanden, men skal rette talen ud til publikum. Der er noget helt specielt over, at en samtale mellem to skuespillere er rettet ud mod publikum. Her bliver den samlet. Publikum bliver inviteret ind i skuespillerens rum.

Jeg har tidligere arbejdet med at bruge lange baner i rummet, men det har været opsætninger i udlandet af klassiske tekster, som en Ibsen eller en Medea tekst. Det er første gang, jeg laver en forestilling i Danmark med et plot og psykologisk baserede karakterer, opført i baner.

Hvordan havde skuespillerne det med de regler?
– Det havde de det faktisk meget fint med. De var meget åbne for at arbejde med andre metoder, og vænnede sig hurtigt til det. Reglerne er meget stramme i de første tre scener, og så bløder de lidt op i de følgende scener. Det blev næsten grænseoverskridende for dem, når de måtte se på hinanden. Blikket har altid stor betydning, og her bliver det doceret i den rette mængde.

Hvilke andre regler blev der opstillet?
– Skuespillerne måtte ikke lære teksten udenad. Den blev vist på en teleprompter bag publikum. Efter den første læseprøve pakkede vi manuskriptet væk, og de så det ikke siden. Denne metode, at tage teksten fra en skærm, gør, at den bliver leveret med en lille distance. Den er mere ude på tungen end inde i kroppen. Desuden giver det lige den der minipause, der gør, at publikum bliver holdt opmærksomme.

Det er egentlig en regel, der opstod ud af, at vi i en forberedende workshop for to år siden ikke havde tid til indlæring af teksten. Derfor valgte vi at vise teksten på skærme. Det gjorde noget helt specielt ved skuespillernes måde at fremføre teksten på, så jeg valgte at beholde det i den endelige forestilling. Det er første gang, jeg har forsøgt mig med netop det.

Hvorfor den selvlysende scenografi?
– I starten ville jeg kun arbejde med arbejdslys og mørke i et rent rum. Jeg ville bruge så få teatervirkemidler som muligt, men da vi oplever gennem forskelle og ændringer, fandt jeg det svært at holde koncentrationen kun med arbejdslys. Så begyndte scenografen og jeg at arbejde med andre lyskvaliteter, og fandt frem til at bruge UV lys, hvor specielle materialer og farver lyser i mørket.  Et rigt ’glow in the dark’ univers åbnede sig, så vi skabte scener, der passede til UV-lyset.

Ud over lys, mørke og UV-lys bruger vi en fjerde lyskvalitet, et natriumlys, som de fleste kender fra toiletter på banegårde, hvor det bruges til at holde narkomanerne væk. Natriumlys stjæler farverne. Ved at bruge de forskellige typer af lys, kan vi hurtigt ændre fokus og forny opmærksomheden, når det f.eks. kun er tøjet der lyser i mørket som glow in the dark, mens skuespillerne taler.

Hvilke andre elementer er fremtrædende i scenografien?
I den ene side af scenerummet er opstillet en række beholdere med lysende væsker. Der er alt fra farvet juice og rengøringsmidler til karburatorvæske, det hele indkøbt i det lokale supermarked. Nu er det blevet sjovere at gå i supermarkedet! Bænken med farvede væsker er en kunstinstallation, et stykke skønhed og poesi. Den skal ikke røres eller bruges. Den står som et sanseligt billede, der taler for sig selv og kan ses i mere symbolsk betydning i forhold til de enkelte scener. Det er vigtigt, at der er noget i scenografien, der ikke bliver brugt konkret, og at det ikke er alle forventninger, der bliver indfriet! At der er noget, man blot kan se på, tænke over, glædes ved og få associationer fra. Noget der taler til sansningen. Vi oplever med hele kroppen.

 


Fakta: Hotel Pro Forma

  • Siden 1985 har Danmarks internationale performanceikon Hotel Pro Forma produceret mere end 50 værker som er blevet vist i over 30 lande rækkende fra udstillinger til performances. Den kunstneriske leder er Kirsten Dehlholm.
  • Forestillingernes struktur er oftest forankret i musik, billedkunst og arkitektur og følger ikke den traditionelle teatertradition. Den Der Hvisker Lyver er første gang kompagniet iscenesætter et psykologisk manuskript.
  • Hotel Pro Forma er et internationalt laboratorium for performance og installation. Hvert værk skabes på baggrund af en næsten naturvidenskabelig tilgang i form af studier og research, og forestillingernes temaer er ofte valgt på baggrund af dette. Oplevelse, perspektiv og universelle temaer sættes ind i en konceptuel, visuel og musisk kunstform.
  • Kirsten Dehlholm vandt 2012 Reumertprisen Årets Scenograf for forestillingen War Sum Up af Hotel Pro Forma – i samarbejde med Willie Flindt og Jesper Kongshaug.