Unikt parløb mellem koreograf og fotograf i festugen

D
en Reumert-nominerede koreograf Edhem Jesenković og prisbelønnede fotograf Per Morten Abrahamsen står bag den helt nye danseforestilling “Symmetric Arguments” på Bora Bora i Aarhus Festuge. Som en ekstra godbid er der en teaterkoncert-hyldest til kultfilminstruktøren Quetin Tarantino.

– Vi har i flere år haft en ambition om at lave et fælles værk, hvor dans og fotokunst kunne mødes og sparre hinanden, som genre, fortæller koreograf Edhem Jesenković, der sammen med fotograf Per Morten Abrahamsen har urpremiere på sin nye forestilling “Symmetric Arguments” på Bora Bora den 30. august.
Forestillingen, der spiller i Aarhus’ danseteaters store sal, får i Aarhus Festuge følgeskab af teaterkoncerten “Tarantino Twist Show Vol. 2” i lille sal. Den har premiere den 27. august.

Et udfordrende samarbejde
Edhem Jesenković og Per Morten Abrahamsen har i deres samarbejde en ambition om at lave scenekunst på en ny måde. Undervejs i processen har de udforsket, dissekeret og udfordret hinandens arbejde og metoder.
– Vi har stor respekt for hinandens virke og er gået ind i den kreative proces med ambitionen om at lære noget af hinanden og samtidig rykke hinandens grænser. Vi har erfaret, at vi er lige så forskellige, som vi er ens, når det kommer til at udføre vores kunst. Vi er meget usnobbede omkring vores arbejde, meget tilstede i nuet og ser den umiddelbare inspiration som en gave, siger Edhem Jesenković.

Hvem kigger på hvem?
I en abstrakt dialog har de skabt et univers, hvor dans og fotografi smelter sammen og rejser spørgsmålet: hvem kigger på hvem? Et relevant spørgsmål i et samfund, hvor alle beskuer alle og konstant fordømmer, bedømmer og afvejer hinandens handlinger.
– Symmetric Arguments handler om viljestyrke, kærlighed og frygt. Vi forsøger at omsætte fotografiets energi til bevægelse i tid og rum i en komposition, der er både kaotisk og struktureret. Me andre ord, meget menneskelig. Publikum bliver konfronteret med angsten for at fejle og drømmen om at lykkes, siger Edhem Jesenković.
Bora Boras kunstneriske leder Jesper de Neergaard ser frem til resultatet af teatrets nye co-produktion:
– Abrahamsen, som siden de tidlige 90’ere var stjerne-fotograf i dansk teater, men som på mange måder var forud for den tids teater med sin syrlige surrealisme, og Jesenković, som går i nærkamp med nutidens politiske og etiske krop: Dét er et generations-møde, der kun kan skabe bål!

En erfaren duo
Edhem Jesenković kom til Sverige fra Bosnien-Herzegovina 1993. I sit nye land opdagede han dansen og blev uddannet danser. Med base i København har han de seneste ti år arbejdet med nogle af de mest anerkendte koreografer og dansekompagnier herhjemme og i udlandet. Bora Bora har tidligere vist hans forestillinger “M.E.N.” og “4 Times Hundred”. Edhem koreograferede Dansk Danseteaters “Dilemma of Obedience”, som blev nomineret til en Reumert for Årets bedste danseforestilling.
Per Morten Abrahamsen har i mere end 27 år været kendt som en mester ud i det iscenesatte portrætfotografi. Hans spektakulære idéer har placeret ham i den absolutte elite inden for dansk fotokunst. Bl.a. med portrætter af store personligheder, internationale reklamekampagner, albumcovers og scenekunstprojekter.
“Symmetric Arguments” spiller tre dage fra 30. august til 1. september og tager efter urpremieren på Bora Bora videre til København på Dansekapellet og Baltoppen Live.

Kultfilm bringes til live
Den 27. august og 31. august til 2. september kan publikum også opleve en fræk og energisk hyldest til den amerikanske kultfilminstruktør, der står bag film som f.eks. “Pulp Fiction”, “Reservoir Dogs” og “Kill Bill”. I teaterkoncerten “Tarantino Twist Show Vol. 2” er der live musik (surf, western rock og episke sange), filmscener og burlesque show på programmet.
Sidste års festuge havde også et Tarantino Show på musikbaren HeadQuarters, der også fungerer som Bora Boras foyer, men i år rykker den udvidede version – Vol. 2 – op i Bora Boras lille sal.

 

Pressefotos i høj kvalitet:
https://www.dropbox.com/s/bwzjehn7p0i6j38/Pressefotos-Symmetric-Tarantino.zip?dl=0

Mere information:
http://bora-bora.dk/forestilling/symmetric-arguments/
http://www.edhemjesenkovic.com

Tarantino Twist Show Vol. 2

Trailer:
https://www.youtube.com/watch?v=YtF68adziQ4 (Tarantino Twist Show)
Ingen trailer til “Symmetric Arguments” endnu, da forestillingen er under produktion.

INFO:
SYMMETRIC ARGUMENTS
– Edhem Jesenković & Per Morten Abrahamsen
Hvor: Bora Bora, Valdemarsgade 1, 8000 Aarhus C
Hvornår: 30. august – 2. september (Store Sal), kl. 19.30.
Pris: Standard kr. 150,- / Studerende, pensionister og unge u. 25 kr. 90,-
/ Gruppe 10+ samt KluBora medlemsbillet kr. 60,-
Hvordan: Læs mere og køb billet på http://bora-bora.dk/forestilling/symmetric-arguments/ eller tlf. 86 19 00 79.

 

TARANTINO TWIST SHOW VOL. 2 – Mamacitas Inc.
Hvor: Bora Bora, Valdemarsgade 1, 8000 Aarhus C
Hvornår: 27. august & 31. august – 2. september (Lille Sal), kl. 19.30 (SØN), 21.00 (TOR-FRE), 16.00 SØN).
Pris: Standard kr. 100,- / Studerende, pensionister, unge u. 25, Gruppe 10+, KluBora medlem kr. 60,-
Hvordan: Læs mere og køb billet på http://bora-bora.dk/forestilling/tarantino-twist-show-vol-2/ eller tlf. 86 19 00 79.

Kontakt:
For yderligere info samt anmelderakkreditering: PR manager Lars Kjær Dideriksen, lars (a) bora-bora.dk
Jesper de Neergaard, kunstnerisk leder på Bora Bora, jesper (a) bora-bora.dk
Edhem Jesenkovic PR m.m.: Kir Qvortrup, kirqvortrup (a) edhemjesenkovic.com