Pressemeddelelse

Vildt forår på Bora Bora: Luftdans, 3D-briller og Beatles

Flyvende 3D-grafik, gakkede YouTube-videoer, en kæmpe menneskeædende plasticskulptur, stumfilm, en 20 meter høj kran, en slasket medisterpølse og ikke mindst Bach og Beatles. Dans og visuelt teater kan kombineres med mange forskellige ting, når Bora Bora står for programmet.

Forårets program på Aarhus’ dancescene Bora Bora skydes i gang 24. januar og som teatret har for vane, så præsenterer det en bred vifte af utraditionelle oplevelser fra ind- og udland.
– Der gemmer sig mange overraskelser til publikum i dette forår. Alle sammen meget forskellige og stærke kunstværker skabt af dansekompagnier fra hele Europa. Samlet set er det forestillinger, der i dén grad omfavner vores liv, siger kunstnerisk leder Jesper de Neergaard.

Højteknologisk 3D-oplevelse
Et af landets mest roste dansekompagnier, Recoil Performance Group, starter sæsonen med forestillingen “Stereo” 24.-26. januar. Koreograf Tina Tarpgaard har skabt en koreografi for 3D-grafik og dansere, hvor hele rummet udvider sig, krøller sig sammen og smyger sig ud over scenekanten. Publikum bliver iført 3D-briller og fristes til at række ud efter de grafiske elementer.

Canadisk stjernekoreograf tilbage til Aarhus
Dette forår er det også lykkedes at få den canadiske mesterkoreograf Daniel Léveillé til Aarhus igen. Sidst han gæstede Bora Bora var i 2013 med “Modesty of Icebergs”. Denne gang fletter han det maskuline og feminine sammen med både Bach og Beatles i den rå, atletiske og yndefuldt akrobatiske forestilling “Solitudes duo”. En forestilling der af de canadiske medier bl.a. blev kaldt et “must-see”.

Humor med medister og youtube-gakkerier
At humor kan kombineres med alvor og eftertænksomhed er et af sæsonens to dobbeltprogrammer et glimrende bevis på. Hilde I. Sandvold fra Danmark tager i “Dans, for Satan” godt fat om de fastlåste kønsroller med både et glimt i øjet og en slasket medisterpølse i hånden.
Hun får følgeskab af franske Premier Stratagèmes “Forecasting”. Forestillingen skabes kun ved brug af en laptop og interaktion med de fragmenter af youtube-videoer, der toner frem på skærmen. Et afslørende, morsomt og måske bekymrende vue ind i webvideoernes vanvittige verden, hvor vi menneskers online-tilværelse udstilles – med alle vores mærkværdige interesser og holdninger.
Begge forestillinger i dette dobbeltprogram er udvalgt af danse-netværket Aerowaves til at være blandt de 20 bedste nye talenter, der præsenteres rundt i hele Europa i 2018.

Aarhus’ Don Gnu på Danmarksturné
Enhver der ved lidt om den århusianske scenekunst har ikke kunne undgå at lægge mærke til Don Gnu. Pt. kan Bora Boras huskompagni bryste sig af at være landets mest turnerende dansekompagni med stor succes landet rundt og med flere afstikkere til udlandet. I foråret tager de deres stumfilms-inspirerede danseforestilling “A Snowball’s Chance In Hell” på landevejen og kommer naturligvis også forbi Bora Bora igen, hvor forestillingen oprindeligt blev skabt.

Tre gange Italien
Forårets program består af endnu en dobbeltforestilling med to nye talenter udvalgt af Aerowaves-netværket: “Kokoro” af Luna Cenere og “WRECK – List of extinct species” af Pietro Marullo. To italienske forestillinger der hver især behandler vores forhold til naturen. Den ene ved at mane ansigtsløse skabninger frem i den nøgne krops knogler, muskler og hud. Den anden ved at lade en monstrøs flyvende plasticskulptur sluge seks dansere og spytte dem ud igen.
Når den årlige Verdensbilleder-dag sætter Aarhus midtby på den anden ende 1. juni bidrager Bora Bora igen med en spektakulært gratis udendørs danseforestilling. Tidligere har spanske dansere optrådt på siden af Aarhus Domkirke. Denne gang er det det rutinerede italienske kompagni Il Posto, der viser “Hill Sphere”. En forestilling bestående af “aerial dance” med dansere hængende fra en kran på Bispetorv.

Helt tæt på dansen
Forårets program tæller også tre københavnske kompagnier, der har hver deres meget forskellige bud på hvad dans kan og skal.
Fanclub præsenterer “We Are Dancers” tre aftener, hvor hver aften bliver unik idet publikum først giver input og danserne derefter skaber noget ud fra dette.
Marie Topp kommer med sin nye forestilling “Liaisons”, som hun kalder en “koreografi for blikket”. Publikum er på scenen helt tæt på danserne og vil samtidigt være omgivet af lyd, de kan mærke i kroppen.
Lynch Company præsenterer “Dialogues”, der er en karismatisk blanding af sang, monolog, dialog og dyrisk butohdans. Her stiller performerne spørgsmålet om hvordan lykken nogle gange forvandles til had eller selvforagt.

I alt har Bora Bora 11 forestillinger på programmet i foråret, som publikum kan opleve for 150 kroner per standardbillet, 90 kroner for pensionister, studerende og unge og helt ned til 60 kroner for klubmedlemmer og grupper.


Info:
Bora Bora – Dans og Visuelt Teater, Valdemarsgade 1, 8000 Aarhus C
Pris: Standard kr. 150 kr. / Early bird rabat 110 kr. / Studerende, pensionister og unge u. 25 kr. 90 kr. / Derudover grupperabatter. KluBora-pris 60 kr. (medlemskab 100 kr.).
Læs mere og køb billet på www.bora-bora.dk eller tlf. 86190079.


Udvalgte pressefotos fra efterårssæsonen:
Samlet fil:
https://www.dropbox.com/s/kal5gakofgpr7tw/BoraBora-foraar2018-pressefotos.zip?dl=0

Kontakt:
Jesper de Neergaard, kunstnerisk leder på Bora Bora, 26 22 67 26 / jesper (a) bora-bora.dk
For yderligere info samt anmelderakkreditering: PR manager Lars Kjær Dideriksen, 22 72 00 79 / lars (a) bora-bora.dk.

 

Oversigt:
BORA BORA FORÅR 2018

24.-26. januar 2018
Stereo
Recoil Performance Group (DK)

13 & 14. februar 2018
Dans, for Satan
Hilde Ingeborg Sandvold (DK)
Del af dobbeltprogram

13 & 14. februar 2018
Forecasting
Premier Stratagème – Giuseppe Chico & Barbara Matijević (FR)
Del af dobbeltprogram

27. februar – 1. marts 2018
We Are Dancers
Fanclub (DK)

13.-15. marts 2018
Solitudes duo
Daniel Léveillé (CAN)

10.-13. april 2018
A Snowball’s Chance In Hell
Don Gnu – Physical Theatre & Film (DK)

24.-25. april 2018
Kokoro
Luna Cenere (ITA)
Del af italiensk dobbeltprogram

24.-25. april 2018
WRECK – List of extinct species
Pietro Marullo (ITA)
Del af italiensk dobbeltprogram

8.-9. maj 2018
Dialogues
Lynch Company (DK)

23.-24. maj 2018
Liaisons
Marie Topp (DK)

1. juni 2018
Hill Sphere
Il Posto (ITA)
Gratis outdoor event på Bispetorv som del af Verdensbilleder

Yderligere information, fotos og videotrailere på www.bora-bora.dk