Canadisk mesterkoreograf kommer til Bora Bora

Den 13. til 15. marts præsenterer den roste og prisvindende canadiske mesterkoreograf Daniel Léveillé “Solitudes Duo” på Bora Bora. Det maskuline og feminine flettes sammen med både Bach og Beatles i den rå, atletiske, yndefulde og akrobatiske forestilling.

Hvis man nyder at se den menneskelige krop yde sit bedste, så er det måske en idé at slå vejen forbi Bora Bora den 13. til 15. marts. Her vil man opleve en yndefuld og atletisk præstation, når den canadiske mesterkoreograf Daniel Léveillé præsenterer “Solitudes Duo”.
Den roste forestilling består af en række rå og til tider akrobatiske danseduetter, hvor det maskuline og det feminine blandes sammen til tonerne af både Bach, Royer, The Doors og The Beatles. Kroppe flyver kraftfuldt gennem luften og omfavner hinanden.

Garvet koreograf
– Det er altid en stor nydelse at blive inddraget og svømme rundt i hans stramme og velkomponerede univers, siger Bora Boras kunstneriske leder, Jesper De Neergaard, og tilføjer:
– Han er en garvet koreograf på den internationale scene. Vi har tidligere haft fornøjelsen af Daniel Léveillé på Bora Bora i 2013, hvor han præsenterede den fantastiske forestilling “The Modesty of Icebergs”.
Også de canadiske anmeldere har været begejstrede. Blandt andet kaldte The Toronto Star forestillingen for “et klart must-see”.

Teknisk krævende tosomhed
Daniel Léveillé ekspanderer med “Solitudes Duo” sit multi-prisvindende solo-projekt “Solitudes Solo”. Her tackler han tosomhedens kompleksitet gennem stram, teknisk krævende dans, der flyder over med lige dele lidenskab og ligegyldighed, beskedenhed og begær.
Forgængeren “Solitudes Solo” blev kåret til bedste koreografiske værk 2012-2013 af Conseil des arts et des lettres du Québec. I mere end 40 år har Daniel Léveillé stimuleret den canadiske koreografiske scene med sit arbejde – et livsværk præget af nøgenhed, minimalisme, gentagelse og radikalisme. I november 2017 modtog Daniel Léveillé ‘Prix de la Danse de Montréal’ for sit lange virke.

På Danmarksturné
Bora Bora har arbejdet på ikke blot at få forestillingen til Aarhus, men også rundt i landet. Det er lykkedes, så “Solitudes Duo” er pt. på Danmarksturné, hvor forestillingen også kommer forbi Teater Nordkraft i Aalborg, Teater Momentum i Odense og Baltoppen Live i Ballerup. Daniel Léveillé er selv med rundt på turnéen.

Se turnéplan

 

Anmeldelser
“Dans der rykker ved grænserne på mere end én måde. (…) For dem, der nyder bevægelsens kraft til at undersøge, hvad det er at være menneske, er dette et klart must-see.”
The Toronto Star

“Med beundringsværdig beherskelse af dansen skaber Daniel Léveillé her en bevidst afskrællet koreografi, der aldrig føles forsimplet, som handler om et umiddelbart forståeligt ordforråd.”
Revue Jeu

“Dans taget tilbage til sin essens, hvor alle kunstgreb er fjernet, skaber Léveillé et stykke skønhed, der fejrer den menneskelige tilstand.”
Montreal Rampage

 

Om Daniel Léveillé
Daniel Léveillé Danse blev grundlagt i 1991 af den canadiske koreograf og danselærer Daniel Léveillé. Han har stimuleret den canadiske koreografiske scene med sit arbejde, karakteriseret ved nøgenhed, minimalisme, gentagelse og radikalisme.
Som velkendt Montréal-koreograf har Daniel Léveillé en original position på den canadiske moderne dansescene. I løbet af de sidste 40 år har han skabt mere end tredive værker udført af talentfulde dansere og har bidraget til udviklingen af ​​denne levende kunstform. Med “The Modesty of the Icebergs” (2004) og “Twilight of the Oceans” (2007) udviklede han en stil bestående af gentagelser og korte bevægelser. Han skaber koreografier, der når grænsen til det umulige, der hjælper med at afsløre menneskehedens skønhed i alle dens ufuldkommenheder, og han vælger nøgenhed som det eneste mulige kostume for at undgå enhver mulig form for distraktion.
“Solitudes solo” (2012) markerede starten på en ny skabelsescyklus, der er lavet af mere flydende bevægelser og tilbagevenden til et andet kostume end nøgenhed. Det bekræfter tydeligt, at vi kan gøre og sige meget med kun et par ting. Denne nye cyklus fortsatte med “Solitudes duo” (2015).

 

Pressefotos i høj kvalitet:
https://www.dropbox.com/s/o1o4b5h77dozi7w/SolitudesDuo-pressefotos.zip?dl=0

Mere information:
Bora Bora
Turneteater.dk

 

INFO:
SOLITUDES DUO
– Daniel Léveillé (CAN)
Hvor: Bora Bora, Valdemarsgade 1, 8000 Aarhus C
Hvornår: 13.-15. marts 2018 (Store Sal), kl. 19.30.
Pris: Standard kr. 150,- / Early bird rabat 110,- / Studerende, pensionister og unge u. 25 kr. 90,- / Gruppe 10+ personer samt KluBora medlemsbillet kr. 60,-
Hvordan: Læs mere og køb billet på www.bora-bora.dk eller tlf. 86 19 00 79.

Kontakt:
Jesper de Neergaard, kunstnerisk leder på Bora Bora, jesper (a) bora-bora.dk
For yderligere info samt anmelderakkreditering: PR manager Lars Kjær Dideriksen, 22 72 00 79 / lars (a) bora-bora.dk