Et publikumsdeltagende værk

Du møder op i Skjød Forsamlingshus og får et sæt hovedtelefoner og en lille bog. Bogen indeholder tegninger af bevægelsesmønstre, skrevne dialoger og instruktioner. Musik lyder i hovedtelefonerne. ”Slå op på side 5”, siger en stemme. På side 5 står der: ”Find en person med samme skostørrelse som dig selv” og ”Vælg hvem der er A og hvem der er B, og læs dialogen højt for hinanden”. Du læser teksten med din partner og I løber, drejer rundt og griner. I løbet af aftenen fyldes salen af dansende bevægelser fra deltagernes møder og danse til forestillingen Dans din nabo.

I 2017 besøger den internationale kunstnergruppe hello!earth landsbyen Skjød i Favrskov Kommune for at møde borgerne og skabe kunstneriske møder mellem dem.

Dans din nabo er et publikumsdeltagende værk, som er inspireret af antikkens teater, hvor teatret fungerede som et mødested mellem mennesker. I løbet af en række workshops vil deltagerne fra Skjød og omegn i tæt samarbejde med det kunstneriske hold udvikle materialet til den endelige forestilling, hvor tilskuerne oplever at danse deres nabos liv, minder og drømme.

I København arrangerer Dansehallerne også et Dans din nabo projekt i 2017.

Det er en del af programmet for Aarhus 2017

Mød op i Skjød Forsamlingshus i september 2017 og oplev et kunstnerisk møde med din nabo


Om hello!earth

Den internationale kunstnergruppe hello!earth har sammen skabt over 15 forskellige værker. De har turneret over det meste af Europa med deres interaktive og brugerinddragende performances og installationer. De har co-produceret med nogle af de ledende teatre og danseinstitutioner i verden såsom Mercet de les Flors i Barcelona, Panoramafestival i Rio de Janeiro, SESC i Sao Paulo og National Theatre i Jerusalem. Hello!earth insisterer på at kunsten er et rum, hvor der er plads til store og skrøbelige visioner. Et laboratorium, hvor nye tanker og ideer bliver til virkelighed, så vi kan skabe verden i stedet for at konsumere den.

Støttegivere

Aarhus2017-sponsor.jpg favrskovkommune-sponsor kunstfonden_logo_300px

 

Samarbejdspartnere

skjødforsamlingshus.partner.jpg

gentænklandsbyen.partner