OBS! Der er artist talk efter forestillingen med koreograf Tina Tarpgaard og de medvirkende onsdag d. 29. marts.

En sanselig og selvlysende forestilling.

"As I Collapse" er en spekulativ danseforestilling, der tager udgangspunkt i et kollaps af opfattelsen af, at verden er opdelt i to: Natur og Kultur.

Forestillingen opstår, når millioner af mikroskopiske alger oplyser et tilsyneladende uigennemtrængeligt mørke, som et strålende svar på dansernes berøring. Et konkret, lysende billede på menneskets aftryk på planeten og et poetisk møde med liv i mikroskopisk størrelse.

As I collapse udfolder et spekulativt fiktionsbåret univers, der iscenesætter kroppe i mikroskopisk format og i menneskestørrelse. Den nærværende og energiske scenekunstoplevelse fokuserer på vores kulturelt nedarvede forståelse af at være andre organismer overlegne. Skellet mellem synligt og usynligt, mikro og makro, menneske og mikrobe udviskes, mens individet forsvinder i mørket, og erstattes af én lysende fælles organisme.

"As I Collapse" er første del af en forestillingstrilogi (Masse; 2018), (Extended falls to humanity; 2019), hvor recoil performance group, fra et post humanistisk udgangspunkt, stiller spørgsmålstegn ved vores forståelse af mennesket og det menneskelige – nu og i en hypotetisk fremtid.

En helt ny forestilling fra et af Danmarks mest roste danse- og performancekompagnier.

OBS! Unummererede pladser.