”…det vildeste, jeg længe har set. En festbombe af en forestilling, der langsomt detonerer i et orgie af vanvid.” - Monna Dithmer, Politiken

”BLAM! er noget af det mest vanvittige og forførende mandeteaterstunt i kvindes minde.” - Anne Middelboe Christensen, Information

Reumertvinder af juryens særpris 2012.

The Office møder Die Hard i forestillingen BLAM!. Som et skud fra en pistol, affyres actionfilmens bedste & værste klichéer – det handler om attitude og mænd, der tager film ekstremt seriøst! Den islandske kropsekvilibrist Kristján Ingimarsson kaster sig ud fra nye halsbrækkende højder i selskab med skuespiller Joen Højerslev, nycirkusartist Lars Gregersen og parkour-akrobat Didier Oberlé. Anmelderroserne regnede ned over forestillingen, der med flere genopsætninger har spillet for fulde huse i København.

ALLE MENNESKER HAR BRUG FOR AT FYRE DEN TOTALT AF!” siger Kristján Ingimarsson. ”Man har brug for det der frirum, hvor man kan blære sig og bruge alt det man har og lidt til. Og pludselig bare VÆRE Antonio Banderas, Bruce Willis, Clint Eastwood eller en anden af sine filmhelte”.

Interview med Kristján Ingimarsson

OM BLAM!

Gæstespil af Neander / Kristján Ingimarsson

BLAM! foregår på et kedeligt, meningsløst kontor, hvor en streng chef sørger for, at ingen har det sjovt. Men tre mennesker har fundet på en leg: BLAM! Det går ud på at agere, som om man var i en filmverden og bruge sig selv, hinanden og de forhåndenværende ting i rummet til det. BLAM skaber spænding, giver forløsning, og fællesskabet omkring legen skaber en følelse af  ”os mod dem”. Gradvist bliver legen dog mere og mere til alvor

FAKTA: NEANDER

Neander og Kristján Ingimarsson har siden 1998 mødt stor anerkendelse, både i Danmark og internationalt, for deres særegne sceneunivers.

Ingimarsson udforsker fysikkens love, komikkens virkemidler og fortællingens formåen med grænseløs nysgerrighed. Med sin kommende forestilling presser han tyngdekraftens og menneskekroppens formåen til det yderste. Det bliver en action-fyldt & poetisk fortælling om, hvordan fiktionen kan gribe ind i virkeligheden og på godt og ondt skabe et helt nyt univers.

Neander

FAKTA: BLAMMING

Blamming er en måde at føle og udtrykke sig på. Det er den følelse, man har, når man lige er trådt ud af biografen efter en fantastisk actionfilm. Man er halvt inde i filmen og halvt i virkeligheden. Som Blammer fører man denne tilstand ud i livet og agerer som sine filmhelte, når de går, skyder, taler, drikker whisky, slås osv. Blamming kan også være at re-enacte (genskabe) scener fra de film, man har set.