BLISS POINT – en forestilling om kampen om magten over vores drifter.

Søger du den ultimative lykkefølelse? Er du til fysiske og mentale rush?
Spiser du altid hele posen med chips, alle M&M’s og den ekstra hamburger fra McD?
Sidder du klistret foran din skærm, er din smartphone brændende varm og tjekker du konstant din Facebook?

Bare rolig, du er ikke alene!

Begær, sult, kærlighed, anerkendelse – det vil du have! Det er dine urinstinkter, og der udkæmpes en kamp om dem hvert sekund. De, der sælger fastfood, sex, biler, tryghed, tøj, møbler og livsstil, vil ramme det punkt, hvor du vil have mere og mere af det, de sælger. De jagter dit BLISS POINT.

Kom til ARTivistisk performance og dyrk dit personlige BLISS POINT sammen med os!

BLISS POINT produceres af Kassandra Production i co-production med Bora Bora.

Støttet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, Aarhus Kommunes Kulturudviklingspulje, Bikubenfonden, m.fl.

OBS! Ingen forestillinger 29. - 31. maj.

 

Om Kassandra Production

Kassandra Production er en kunstnerdrevet platform for innovativ scenekunst i spændingsfeltet mellem dans, teater, ny media og performance.
 Stiftet i 1998 af koreograf/instruktør, skuespiller og performancekunstner Annika B. Lewis - der også fungerer som kunstnerisk leder.

Kassandra Productions virke er præget af et grænsesøgende kunstnerisk
arbejde med en forkærlighed for et komplekst scenisk formsprog.
 Kassandra Production kreerer historier på en skæv måde og ofte med flere
fiktionslag, hvor bl.a. multimediale udtryk indgår. Utraditionelle og stedspecifikke scenerum udforskes og Kassandra Production har produceret og vist forestillinger på så usædvanlige steder som campingvogne, private lejligheder, messer, nedlagte fabrikshaller og Internettet - såvel som på traditionelle teaterscener.

Har turneret, lavet samarbejdsprojekter og vist forestillinger i Danmark, Sverige, Norge, Island, Portugal, Tyskland, Rusland, Letland, Belgien, Finland og USA.