OBS! Kom kl. 19.00 og få Dansk Danseteaters introduktion til forestillingen. Et indblik i arbejdsprocessen og intentionerne bag forestillingen, samt Dansk Danseteater som kunstnerisk arbejdsplads.

Carmina Burana er en moderne klassiker inden for symfonisk musik. Oprindeligt en samling middelalderlyrik fra ca. år 1230 og titlen betyder da også 'Sange fra Bura' (Bayern). Carl Orff skabte i 1936 det kendte kor- og orkesterværk, der brøler af liv den dag i dag.
Kunstnerisk leder Tim Rushton vender nu tilbage til Carmina Burana, som han arbejde med i 1997. Denne gang med et nyt værk skabt i samarbejde med kompagniets dansere og to prisbelønnede, unge koreografer: Brasilianske Alessandro Sousa Pereira og italienske Fabio Liberti.
Det er blevet en eksplosiv og moderne danseforestilling skabt i bedste middelaldertradition, hvor musikken og dansen, det himmelske og det jordiske, forenes i en hyldest til livet, kærligheden og de jordiske glæder. Hvor underfundige fabler og fortællinger om sort magi møder hoffets pomp og pragt og gadens skøre folk og fæ.

 

Anmeldelser

* * * * *
- Børsen

* * * *
"Syv superdygtige dansere (...) Et yderst stemningsfuldt værk fyldt med groteske, skrøbelige og sælsomme skikkelser”"


- Vibeke Wern, Berlingske (læs anmeldelsen)

* * * *
"En tankevækkende oplevelse med delikate overraskelser og imponerende moves. Med fremragende dansere fra den internationale trup, der over de næste par måneder spinner det vilde skæbnehjul i resten af landet."

- Magasinet KBH (læs anmeldelsen)

"En aften med eksplosiv musik og dans i højt gear."
- XQ28 (læs anmeldelsen)

 

Om Dansk Danseteater

Dansk Danseteater er Danmarks største kompagni inden for moderne dans, og har siden sin etablering i 1981 bidraget til at sætte moderne dans på det kulturelle landkort. Udover at producere stationære forestillinger i København driver Dansk Danseteater en omfattende turnévirksomhed både nationalt og internationalt.
Dansk Danseteater opfører mellem 70-90 forestillinger om året. Disse spænder over et bredt spektrum - fra store sceneproduktioner, over open air forestillinger, som Copenhagen Summer Dance i Københavns Politigård og Louisiana Dance, til mindre og mere eksperimenterende opsætninger. Dansk Danseteater udfordrer det gamle med det nye, favner det klassiske og det moderne.
Tim Rushton har siden 2001 været kunstnerisk leder. Dansk Danseteater har residens i Dansehallerne på Carlsberg.

Dansk Danseteaters hjemmeside

Link til undervisningsmateriale