OBS! 13. maj kl. 14 samt 14. maj kl. 20 udsolgt. Ekstra forestilling 14. maj kl. 17.00!

K.R.O.P. er en syntese af performance, foredrag og inddragende workshop. Udstyret med pap, parykker og en old school overhead, dissekerer de to medvirkende kroppen på kryds og tværs af tid og sted.

Kroppen belyses som fænomen fra adskillige vinkler: videnskabeligt, kulturelt, politisk og personligt. Forestillingen bevæger sig mellem fakta og fiktion, fra evolution, over kropidealer, til kønsidentitet og kropslige fremtidsvisioner.

Der springes fra kunstigt hår til kunstige ben, hjernevidenskab udsættes for musicaldans, pølsegift præsenteres som krigsvåben, skønhedsserum og forhindring for empati. Ideen om ”et sundt sind i et sundt legeme” gennemgås historisk med hjælp fra to papdukker. Vitalismens gymnastik opføres med ridepisk, og hvad med fremtidens krop som en app?

Emnerne formidles gennem bevægelse, iscenesat fortælling og reelt foredrag. Performerne spinder videre i et tilrettelagt inferno af udsagn og undersøgelser af kroppen, ikke mindst deres egne såvel som andres og tilskuernes. Forestillingen balancerer mellem kunstnerisk oplevelse og foredrag med plads til både indtryk og refleksion.

Til undervisere:

Med gymnasielever som forestillings målgruppe er hovedfokus det kulturhistoriske og kulturpolitiske. Eleverne befinder sig typisk i en søgende alder, hvor de ofte har travlt med at finde et tilhørsforhold, og bekende sig til et værdisæt, Samtidig har de brug for at være i opposition til givne normer og autoriteter. De unge er ved at bevidstgøre sig selv som individ i samtid og samfund. Her bliver kroppen på meget håndgribelig vis skueplads for den værdikamp, der til stadighed knytter sig til den. En skueplads, hvor ens egne og andres idealer om kroppen kæmper med og mod hinanden, ofte uden noget entydigt facit.

Projektets udgangspunkt er sammen med gymnasieeleverne at perspektivere de idéer og idealer om kroppen, der fylder i deres liv. Vi inviterer dem med til at reflektere over de normer som kroppen underlægges, og hvad disse normer er udtryk for.

Den måde vi betragter kroppen på, den måde den vises frem, gemmes væk, italesættes eller iscenesættes afspejler tidens og samfundets normer og fortæller om vores nuværende og tidligere værdier. Ved at se på forskellige kulturers kropsværdier gennem tiden, peger vi på, at holdninger og idealer stadig er til debat.

Med K.R.O.P.  skabes et rum, der tydeliggør, at begreber som kønskonstruktion, seksuel identitet, kropsidealer, somatisk og psykosomatisk forståelse er begreber, som konstant er til debat. En debat som eleverne selv kan deltage i og præge, sammen med os såvel som i deres eget liv.

Aarhusianske Secret Hotel skaber tilskuerinddragende scenekunst, og har turneret i ind- og udland siden 2008.

 K.R.O.P. er efterfølgeren til "Hoved og Hale" – et danseforedrag for børn – der med stor succes har spillet over 50 forestillinger på skoler rundt i Danmark.

Se mere på www.secrethotel.dk