Bora Bora er stolt over at være vært og co-producent for urpremieren på talentfulde Selene Muñoz's nyeste forestilling "Libertad". I forestillingen tager Selene sin stærkt personlige og moderne flamenco på en rejse med electric boogie-danseren Benjamin Skop og contemporary-danser Alexandre Bourdat i hver deres kulturbaggrund, traditioner, historie og teknik. I "Libertad" skaber de sammen en ny fusion af tradition og samtid - en ny frihed - og giver publikum en stor oplevelse gennem musik, dans, lys og scenografi.
Selene Muñoz er på jagt efter den personlige frihed og stiller spørgsmålet: Hvad betyder frihed for moderne mennesker i den vestlige verden?

Forestillingen varer ca. 60 min.

Anmeldelser

"Passion og perfektion går hånd i hånd. (...) Udover at kunne beundre det formfuldendte og dansernes store smidighed smittes vi af samspillet, legen og musikken. (...) Med sine kun 25 år er det flot at Selene Muñóz både som koreograf og danser så kraftfuldt, bevidst og konsekvent insisterer på at forny og strække flamencodansens tradition i nye retninger og så flot lader den møde andre dansetraditioner."
- Århus Stiftstidende, 5 af 6 stjerner

Om Selene Muñoz

Den internationalt anerkendte flamenco-kunster Selene Muñoz - uddannet i både Danmark og Spanien - optræder på såvel de traditionelle spanske flamencofestivaler som på scener og festivaler i hele verden.

Med sin personlige og enestående fornyelse af flamenco-dansen har hun opnået popularitet overalt i verden og ikke mindst i flamencoens hjemland, Spanien.
Selene Muñoz medvirkede i 2009 som inviteret kunstner i projektet "Dressed to Dance" på Museo del Traje (Kostumemuseet) i Madrid og var med i projektet på Guggenheim Museum i New York. Hun har bl.a. også optrådte på WORLD EXPO verdensudstillingen i Shanghai og har givet masterclass til kunstnerne fra Cirque du Soleil i Frankrig og Den Kongelige Ballet i Danmark.

Danskerne har bl.a. oplevet hendes optræden i Vild med Dans, Nøddeknækkeren i Tivoli og Sommerballetten på Bellevue Teatret. Selene var i 2012 nomineret til en Reumert for bedste danser, hun har modtaget Vibeke Rørvigs Pris, danset ved Kronprinsparrets prisuddeling og ved fejringen af Den Lille Havfrues 100 års fødselsdag.