REPREMIERE!
Stor Danmarksturné

OBS! Der er artist talk efter den første forestilling (17:00) tirsdag d. 14. marts, hvor publikum kan snakke med holdet bag forestillingen.

DON GNU er tilbage i tyndslidte sokker og udtrådte sandaler i jagten på den moderne mands identitet. Her møder vi den rådvilde mand - den voksne drengerøv med det store ego, opvokset med 70’ernes bløde værdier, blandt rollemodeller som Dirty Harry og Alfons Åbergs far

”M.I.S. - natten lang” tager pulsen på den moderne mand. For hvordan har han det i virkeligheden, inde under de uldne sokker og de komfortable sandaler?

I en hårdtslående cocktail af skæve stunts, rå fysik, jack-ass styrkeprøver og tå-krummende pinligheder går tre mænd planken ud; ud af komfortzonen for at tage livtag med den indre svinehund, latino-loveren, tøffelhelten, svigermors drøm og alle de andre - i en stille kamp for mandens ret til at være sig selv.

De skrå brædder indtages i bedste slapstick-stil, på et bagtæppe af gakkede filmprojektioner og stemningsmættet live-musik – hele natten lang!

 

Anmeldelser

★★★★★
"Ekstatisk tumpet, men snedigt nuanceret. (...) De her gutter kan virkelig danse. (...) Den visuelle side er virkelig sjov og den levende musik fra Alice Carreri er endnu et lag af raffinement."
- The Herold (UK)

★★★★★
”Med deres humor og uprætentiøse stil har de igen skabt en herlig forestilling med bred publikumsappel”
-
Berlingske

★★★★★
”…den sjoveste danseforestilling, jeg til dato har oplevet”
- TV2 Østjylland

"Skæppeskøn sandaldans.”
- Kirsten Dahl, Teateravisen

★★★★
”…hvem vidste sokker kunne være SÅ sexede?”
- The Skinny Magazine (UK)

 

Mænd i Sandaler-trilogien

”M.I.S. - natten lang” er tredje og sidste del af DON GNU’s Mænd i Sandaler-trilogi. DON (Jannik Elkær) og GNU (Kristoffer Louis Andrup Pedersen) trak første gang i arbejdstøjet og de uldne sokker med forestillingen ”MÆND I SANDALER” (2010). Herefter fulgte publikumssuccessen ”KVINDE KEND DIT SKAB (2012), som blev nomineret til en Reumert i kategorien ”Årets Danseforestilling” og modtog den aarhusianske publikumspris samme år. I ”M.I.S. – natten lang” (2015) sluttes ringen i de selvsamme sandaler og sokker, der startede det hele.

 

Om Don Gnu

Don Gnu - Physical Theatre and Film er et kunstnerisk samarbejde, der fokuserer på dans og fysisk teater. Udtrykket er underholdende, direkte, udtryksfuldt og meget fysisk. Den kunstneriske duo består af koreograferne Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup Pedersen.

Kompagniet har tidligere lavet forestillingerne "As A Start" samt trilogien "Mænd i sandaler", "Kvinde kend dit skab" og "M.I.S. - natten lang". "Kvinde kend dit skab" blev nomineret til en Reumert-pris og modtog Aarhus' publikumspris for scenekunst. Derudover har Don Gnu også skabt "N.A.R.G. - North Arena Rumble Game", der blev udvalgt til at være blandt AerowavesTwenty - tyve nye europæiske forestillinger fra lovende unge kompagnier udvalgt af over 50 danseteatre fra hele Europa. Flere af kompagniets forestillinger har turneret i Danmark, Europa og resten af verden.

I 2016 skabte Don Gnu forestillingen "A Snowball's Chance In Hell".

Kompagniets navn, Don Gnu, er bygget op omkring paradokset; at være én og flere på samme tid. Don som individ og Gnu som flokdyr, beskriver forholdet og dynamikken i samarbejdet mellem individ og gruppe. At vi står til ansvar som individ, men kun forstår og lever i relation til andre. Forestillingerne har en naiv og direkte tilgang, som underbygges af en tilbagevendende refleksion og dyb menneskelig indleven.

Don Gnu er huskunstnere hos Bora Bora.

www.dongnu.dk