URPREMIERE!

If you see something, say something!

Tag plads i den mobile ’Omnibus’, hvor et par bizarre og selvpromoverende dobbeltagenter går undercover for at finde hoved og hale i vores altomfavnende overvågningssamfund - i en hårfin balance mellem frihed, kontrol og selviscenesættelse.

I et virvar af PGP-nøgler og privatlivspolitikker, cloud-tjenester og lyssky aktiviteter, lækager og likes, (selv)censur og selfie-sticks, retter OmniPresence blikket mod fluen på væggen.

Hvem overvåger hvem?

 

Forestillingen er støttet af Statens Kunstfond, Bikubenfonden, Aarhus Kommunes Kulturudviklingspulje, Københavns Scenekunstudvalg og Oda & Hans Svenningsens Fond.

 

VIGTIG INFORMATION:
Site specific forestilling. Foregår et sted centralt i Aarhus midtby (bliver offentliggjort senere).
2 forestillinger per dag (bemærk eftermiddags-spilletider om lørdagen).
6 billetter i salg til hver forestilling (med forbehold for ændringer, evt. få flere).

 

Om Kassandra Production

Kassandra Production er en international kunstnerdreven platform for tværkunstnerisk scenekunst i spændingsfeltet mellem dans, teater, multimedia og performancekunst. Kassandra Production blev stiftet i 1998 af koreograf/instruktør, skuespiller og performancekunstner Annika B. Lewis, som også er kunstnerisk leder. Kassandra Productions virke er præget af et innovativt kunstnerisk arbejde med en forkærlighed for et komplekst scenisk formsprog. Kassandra Production skaber historier på en skæv måde og ofte med flere fiktionslag, hvor bl.a. multimediale udtryk indgår. Kompagniet udforsker og har præsenteret sit arbejde i utraditionelle og stedspecifikke scenerum, som bl.a. campingvogne, private lejligheder, nedlagte fabrikshaller, messer, i medierne og på nettet – såvel som på traditionelle teaterscener. Kassandra Production har turneret, præsenteret forestillinger og lavet samarbejdsprojekter i Danmark, Sverige, Norge, Island, Portugal, Tyskland, Rusland, Letland, Finland, Belgien, Italien, Grækenland og U.S.A.