OBS! Dobbeltprogram. Billetten gælder både til denne forestilling og "Striptease" med Pere Faura.

The Visible Effects of Force er en ladet solo om kraftpåvirkning og dens effekt. Alle legemer sættes i bevægelse, men selve kraften er usynlig. Det er kun dens påvirkning af kroppen og omgivelserne, som kan ses, og vi må derfor forestille os den bagvedliggende kraft ud fra den effekt, som den har. I et krydsfelt mellem fire blæsende ventilatorer forstærkes Marie Topps afmålte bevægelser af lys, der skaber kalejdoskopiske mønstre af kroppens skygger.

Forestillingen er et koreografisk projekt af den danske koreograf Marie Topp i samarbejde med lydkunstner Julia Giertz og lysdesigner Mårten K. Axelsson. Dette er tredje del i en trilogien, der også omfatter soloværkerne "The Everyday Practice of Resistance" (2012) og "Forerunning" (2014).

Marie Topp blev kåret som årets danser 2015 af CPH CULTURE for hendes arbejde i "The Visible Effects of Force".

Anmeldelser

"Bekræfter hendes enestående talent både som danser og koreograf."
- CPH CULTURE

"En radikal anti-dans, robust og jordnær, pausende, langsomme og minimale bevægelser, som er kontrolleret ned til mindste detalje."
- Hamburger Abendblatt

"Every second we can perceive this resistance. Constant steadfastness. The body as a constant medium of forces, the condition of all existing lives."
- Tanznetz

Om Marie Topp

Marie Topp blev færdig på Statens Scenekunstskole i 2009 og har siden primært arbejdet i Danmark, Sverige og Tyskland. Hun har produceret og koreograferet tre værker som alle undersøger kroppen, når den udsættes for kraftpåvirkning. "The Visible Effects of Force" blev skabt under et residence fra august 2014 til april 2015 på det koreografiske center K3 - Tanzplan Hamburg.

Udover hendes solopraksis har Marie Topp sammen med Marie-Louise Stentebjerg, Ida-Elisabeth Larsen og Gry Raaby etableret det Københavns-baserede kollektiv RISK. RISK har i løbet af de sidste år fået en central position i det koreografiske landskab i Danmark, som facilitatorer for projekter, der rækker ud over individuelle praksisser og skaber rum for et bredt koreografisk felt.