UPDATE: Læs interview om forestillingen

Som kærlighedsbørn forløst mellem Björk og Blue Man Group smelter WEGOs fire musikere og tre dansere sammen i én organisme af krop og instrument. Bevægelser skaber lyd, og musik opstår ud af koreografien i en humoristisk og stramt komponeret mekanisme.

Hvordan lyder konfetti? Kan man spille keyboard med maven? Og hvor catchy kan en sang blive, når teksten helt enkelt lyder: ”Bas. Guitar. Bas. Bas. Guitar”?

Hos WEGO kan alt blive til musik. Trommeslagerens arme snurrer som møllevinger, og der kommer rytme ud af alt han rammer omkring sig. To menneskelige dressurheste skridter over scenen med kastagnetter bundet på benene og skaber sprøde rytmer. I alt formår de syv rødklædte musikere og dansere i en time at opretholde en perfekt illusion om, at de ekvilibristiske øvelser på instrumenterne blot er leg. Sjov og ballade. Hop og spillopper. WE GO er musikalsk underholdning i spændingsfeltet mellem livemusik og dans. Det er en organisme af lyd og bevægelse.

Intet er skjult
Konceptet er lige så enkelt, som det lyder, og alligevel overrumples man over, hvordan bevægelser, som skaber musik, ser ud, når de fremhæves, udstilles og gøres til fokuspunkter. Intet er skjult og enhver lille bevægelse fremhæves i de stramtsiddende kostumer.

For bevægelse skaber musik og musik skaber bevægelse. Alle de små og store bevægelser, som man til koncerter ikke skænker mange tanker, har optaget komponist og musiker Niels Bjerg og koreograf Kirstine Kyhl Andersen i projektet med Music From Movement.

Niels og Kirstine leder kompagniet – og bandet – WEGO. For i høj grad er WEGO begge dele: tre musikere og fire dansere eller i højere og højere grad syv dansere/musikere. Nogle danske og andre fra udlandet.

Læs mere på WEGOs hjemmeside.

Koreograf: Kirstine Kyhl Andersen
Komponist: Niels Bjerg
Medvirkende: Kasper Daugaard Poulsen, Amia Miang, Joao Maria Lobo (PT), Bruno Ferro Xavier da Silva (NL), Christos Papadopoulos (GR), Niels Bjerg, Kirstine Kyhl Andersen
Lys: Allard de Jaager
Lyd: Baldur Kampmann
Afvikling: Michael Roepsdorf
Presse: Allan Richardt Jensen


FORESTILLING + KONCERT

Oplev spændende ny musik i foyerbaren HeadQuarters efter forestillingen hver dag. Gratis adgang med forestillingsbillet:

07.05.2013 – AKKA MAKKA MIA (folktronica)

Akka Makka Mia er ny spændende musik med rod i spændingsfeltet mellem folk og electronica. Omdrejningspunktet er balladerne, fortolket med stor kærlighed og dedikation af sangerinde Mia Guldhammer. Sangene væves ind i et lydunivers af samplede naturfænomener, husholdningsmaskiner og andre reallyde, tilsat små lydbidder gravet frem af computerens inderste dybder og rørt sammen efter egen opskrift af David Mondrup. Tilsammen skabes et lydbillede der både er ballader, spillemandstradition og laptop-electronica, men mest af alt smelter sammen til sit helt eget lydlige udtryk.

http://www.facebook.com/AkkaMakkaMia

08.05.2013 – LJUD: Asa Irons (USA) + Micah Blue Smaldone (USA) (neo folk, country, blues, indie)

Asa Irons har skabt sig et navn dels som soloartist, dels som medlem af bands som Feathers og Witch (med bl.a. J. Mascis fra Dinosaur Jr.). Som solist er han eksponent for et meget afdæmpet udtryk. Næsten hviskende sang og spartansk guitar er hans eneste virkemidler, med hvilke han frembringer meget stemningsfuld musik der på grund af enkelheden har et skær af tidløshed over sig.

This record is forever. After listending to it you will realise that it doesn’t matter that Asa Irons plays in Witch with J Mascis as well as the acclaimed folk outfit Feathers. This record needs no associations and it’s songs are so timeless that they feel as if they have been passed around for generations and hardly need any recording medium at all.” (Important Records)

http://www.youtube.com/watch?v=C_oP-sOyn60

Micah Blue Smaldone er ligeledes ene mand på scenen med vokal og guitar og demonstrerer i selskab med Irons de rige udtryksmuligheder med disse enkle midler. Smaldone inkorporer elementer fra country blues og folk i sit musikalske univers, der frembringes med en skrøbelig inderlighed.

Avoiding any crass preaching, Smaldone sings quietly of terrible things. Yet his absence of cynicism suggests these are ultimately songs about, and of, hope.” (BBC)