Pressemeddelelse – Cover Up

Vi vil alle gerne præstere lidt bedre i vores hverdag. Personlig gennemslagskraft, udstråling, overbevisende leveringer, effektive budskaber – politikere, erhvervsfolk og mediepersonligheder mestrer det i stor stil. Men hvad skal der til, for at også du kan nå helt til tops?

– ”Det er spil for galleriet – og vi er gode til det. Men vi kan blive endnu bedre!” siger Annika B. Lewis, som også er initiativtager til forestillingen. COVER UP har urpremiere på Bora Bora i Aarhus 25. september kl. 20.

Med inspiration fra virkelige hændelser og aktuelle mediehistorier, har performancekonsulent Annika B. Lewis og hendes assistenter begivet sig ud i et nærstudie af en virkelighed, hvor selviscenesættelse, rollespil og teaterattituder er business as usual; Lige fra medie-designede toppolitikere, spindoktorers framing af budskaber, sensationspressens jagt på historier… eller måden vi bruger de sociale medier til at iscenesætte vores liv på.

Annika B. Lewis’ baggrund fra netop teatret som både skuespiller og sceneinstruktør gør, at hun er på hjemmebane her:

– ”Helt grundlæggende handler dét at performe om at sælge den gode historie, at fremstå med karisma og overbevisning, og at komme positivt igennem vanskelige sager. Engang var det her skuespillerens domæne. Det er det ikke længere. Skuespillet er for længst rykket ud i af teatersalen og ud i samfundet, hvor det farer rundt som et forvildet dyr”, siger hun.

Hvis vi skal mestre spillet og optimere vores performance i dagligdagen, har vi brug for at kende til nogle basale redskaber og metoder. Derfor byder hun og holdet bag COVER UP nu velkommen ind i selve maskinrummet for blændværk, teater og andre bedrag, hvor de giver et sjældent indblik i nogle af de værktøjer, du kan tage i brug for at komme helt frem på livets scene.

COVER UP spiller på Bora Bora d. 25. september – 4. oktober 2012.

Billeder fra Cover Up (300dpi) – http://bora-bora.dk/2012/09/cover-up/

Ekstra: Foredrag med Niels Krause Kjær – 2. oktober kl. 18:00

I anledning af forestillingen holder journalist, forfatter, klummeskribent, radiovært m.m., Niels Krause-Kjær foredraget ”Politik på Speed”. Et foredrag om magt og medier, om den evige valgkamp og om, hvorfor politikerne sjældent mener, ‘at der er noget at komme efter’, selv om alle ved, at der er masser at komme efter. Der er gratis adgang mod forevisning af billet til COVER UP.

FAKTA

Billetter: www.bora-bora.dk
Kontakt: For yderligere information eller interview med Annika B. Lewis, kontakt Anne Hübertz Brekne (PR Kassandra Production) på tlf. 51644056.
Varighed: 65 min.
Produceret af: Kassandra Production i en co-produktion med Bora Bora.

Medvirkende:

Idé og iscenesættelse: Annika B. Lewis. Forestillingen er udviklet af ensemblet.
Performere: Jacob Melchior, Steffen Nielsen og Annika B. Lewis.
Scenisk tekst og tekstbearbejdning: Gritt Uldall-Jessen.
Devised tekst: Performerne.
Scenografi og kostumer: Filippa Berglund.
Musik og video: Anders Krøyer og Jens Mønsted.
Lysdesign: Morten Ladefoged.
Dramaturg: Anne Hübertz Brekne.
Konceptkonsulent og sparring instruktion: Thomas Hejlesen.

Baggrund: KASSANDRA PRODUCTION er aktuel, skæv og vedkommende scenekunst, som kombinerer det trivielle med det filosofiske, det folkelige med det finkulturelle. En kunstnerdrevet platform for scenekunst i spændingsfeltet mellem dans, teater og performance. Annika B. Lewis er kunstnerisk leder. www.kassandra-production.dk