Med under to uger til præmieren er det fedt at opleve, hvordan der stadig hives nye ideer ud af skabet inde i salen på Bora Bora. Og det er ikke småting, der får lov til at finde vej hen over scenegulvet. Armbevægelser, aggression og ambitioner går hånd i hånd i størrelse XXXL.

 

 

 

 

Og det er utvivlsomt rå muskelstyrke der bliver arbejdet med når de to drenge går i krig med at skabe deres underfundige univers, men ikke på bekostning af det følsomme. Som prøverne skrider frem titter de poetiske og følsomme øjeblikke oftere og oftere frem. Ikke som en modvægt til det rå og hårde, men nærmere som momentvise glimt ind til den skrøbelige del af karaktererne. Og den del af deres forhold til hinanden, hvor følsomheden og overgivelsen bor.

Man kan foranlediges til at antage at det er kvindens entre i Don*Gnu universet, der har fået det følsomme frem i forestillingen. Og et er der helt sikkert en vis sandhed i, men det er også for letkøbt en forklaring, For det er i ligeså høj grad i de to mænds indbyrdes relation, at dybden loddes, og forholdet skal stå sin prøve. For hvem skubber egentlig, hvem ud over skabskanten…?