Moving Spaces – going places: Når stedet får en anden lyd #2

Fra d. 28. september 2012 og frem søsætter Isabelle Reynaud og Kasper Daugaard Når stedet får en anden lyd #2, deres 2. samarbejde i Laboratoriets eksperimentrække Moving Spaces.

I september 2011 igangsatte Laboratoriet ved Bora Bora i Aarhus eksperimentrækken Moving Spaces – going places. Fem lokale scenekunstnere udvalgte yndlingssteder i byen og inviterede til at se og opleve dem på en ny måde. Steder at udforske, dele, nyde, overraskes af. Steder at bevæge!

Ud fra fælles interesser og et ønske om at samarbejde slog instruktøren Isabelle Reynaud og koreografen Kasper Daugaard sig sammen om at udvikle en lydinstallation i byens rum.

Som udgangspunkt skulle værket være noget man kunne opsøge, hvis man havde lyst, men også kunne fravælge at forholde sig til. Ønsket var at arbejde med byens mindre “lykkelige” rum, herunder forstået grimme, kedelige, triste eller belastede byrum. Ultimativt skulle det aftvinge det vante (rum) noget nyt, og gennem ændringen af beskuerens optik, bibringe beskueren en positiv forandring.

Eksperiment #1 – afholdt i september 2011

Valget af rummet til første eksperiment faldt på pladsen foran byens største jobcenter og Beskæftigelsesforvaltningen i Værkmestergade. Dette byrum kan betegnes som kontrolleret, overvåget, reguleret og proportionalt, og er farvet af de to tunge institutioner, som har adresse der. Idéen var at give stedet den lyd det manglede, slet og ret det stik modsatte; lyden af det vilde – ukontrollerede – ikke proportionale – natur pur – … en lyd, der symboliserer sol, lethed, frihed og ren natur. Med et glimt i øjet. Følgelig opsatte kunstnerne et antal små højtalere i pladsens træer, hvorfra de afspillede et soundtrack fra den afrikanske jungle.

For mange dagpengemodtagere og brugere af dette system er dette område en jungle, og det at færdes her til tider både vanskeligt og ydmygende. Det kan vitterligt være ufremkommeligt terræn både for krop og sjæl. At omdanne stedets grønt til en jungle var således både et billede, en kommentar og et æstetisk eksperiment – som lykkedes – til stor glæde for brugerne, ansatte og forbipasserende.

Som en af de ansatte bemærkede: “Det var som om det var det, der manglede” For en stund blev pladsen foran forvaltningen hel, og et rarere rum at være i. Og gangen til jobcentret noget lettere.

Eksperiment #2 – afholdes i september/oktober 2012

Nu søsætter vi et nyt eksperiment ved flere af byens busstoppesteder.

Det myldrer af folk – danskere og ikke danskere – om morgenen og om aftenen – der skal til eller fra arbejde, skole eller noget helt tredje. Vi vil gerne hilse på dem og give dem ønsket om en god dag med på vejen. Vi vil åbne for rummets internationalitet og bryde dets begrænsninger, henvende os til hver enkelt og imødegå stedets anonymitet.

Vi håber, at de ventende buspassagerer trækker på smilebåndene – sammen.