D. 21. og 22. februar gæster det prisvindende Teater Rio Rose Bora Bora med forestillingen HIMMEL OG JORD – en fin og fornøjelige lille forestilling, der på mange måder afspejler teatrets æstetiske stil, arbejdsproces og ordløse teatersprog.

Teater Rio Rose er ikke specielt larmende, provokerende eller råt. Det er langt mere æstetisk, koreograferet og koncentreret.

Sådan lyder ordene fra Teater Rio Rose – et teater, som instruktør Tove Bornhøft i 1985 stiftede sammen med Daniela Piccari. Senere sluttede billedkunstner og instruktør Cathrine Poher sig til, og Rio Rose begyndte at skyde knopper og udvikle et særligt kunstnerisk teatersprog med stor vægt på det billedskabende.

Og netop skabelsen af billeder må siges at være Rio Roses varemærke, for teatret arbejder bestandigt på at frembringe visuelt smukke og nærværende forestillinger, hvor tekst, koreografi, musik og billedkunst smelter sammen i et poetisk scenesprog: ”Dér hvor ordene holder op, starter kroppen og dens bevægelser i rummet: i handlinger, i billeder, i musik og i rytme.

no images were found

Et sprog, der er til at forstå
Det kan måske lyde abstrakt og filosofisk, men i bund og grund beskæftiger Rio Rose sig med konkrete dagligdagshændelser – livets små mirakler, der gør os til dem, vi er. Det gør sig også gældende for forestillingen HIMMEL OG JORD, der kort fortalt er stemningsbilleder på hverdagens små scener. HIMMEL OG JORD er billeder på glæde. På det at såre hinanden. På det gerne at ville kysse. På det ikke altid at nå hinanden med de rosende ord, man har. På det, ikke altid at være det samme sted som den anden. På lysten til at falde. Og lysten til at lette og svæve, uden at styrte…

Fire ugers improvisation
For at finde frem til de rette billeder benytter Rio Rose sig af devising-principper, der kort og godt betyder, at alle teatrets medvirkende, både skuespillere, instruktør, koreograf, lysdesigner, teknikere etc. deltager i en fælles kreativ skabelsesproces. Alt, der kommer med i forestillingen er således skabt af hele holdet i et improvisationsforløb over fire uger. De improvisationer der fungerer, sættes efterfølgende sammen til et scenisk forløb via en minutiøs montageteknik, der senere bliver indarbejdet i en stram og detaljeret koreografi for at bevare den ærlighed, intensitet og magi, der opstår under udviklingen af forestillingen.

Lander direkte i hjertet
Ved brug af devising-principperne står Rio Roses performere således med et materiale, som virker hudløst ærligt. Det er et teater, der taler til, og lander direkte i hjertet, sanserne, erindringen og følelserne. De fører og bevæger, skaber genkendelse eller det modsatte for på den måde at ”tvinge” hver enkelt tilskuer til at skabe sine egne fortolkninger og være medskabere af forestillingen.
På den måde formår Rio Rose at skabe en kommunikation med publikum – en kommunikation, der beror på et ønske om at dele deres lyst til at udforske og til at belyse det at være menneske i al dets mangfoldighed og på godt og ondt.

HIMMEL OG JORD
Teater Rio Rose
Spiller på Bora Bora d. 21. & 22. februar 2013
Køb billet her.


 Fakta om Teater Rio Rose:

  • Blev stiftet i 1985 af Tove Bornhøft og Daniela Piccari.
  • Arbejder ud fra metoden devising, hvilket betyder, at forestillingen skabes i fællesskab med alle medvirkende. Gennem improvisationer skabes forestillingens skelet og udvikles gennem prøveforløbet endeligt til en stramt koreograferet forestilling med et færdigt manuskript.
  • Har gennem mange år været inspireret af bl.a. den tyske koreograf Pina Bausch og filmskaberne John Cassavetes og Roy Andersson.
  • Har gennem årene turneret i 18 lande.
  • Læs mere på www.riorose.dk
  • Bliv fan på facebook her