”Hvem vil du helst danse med?”, bliver der spurgt i vores lille nyhedsbrevsfilm. ”Hvem vil Bora Bora danse med?”, kan I spørge tilbage.
”Jamen!”, svarer vi med det samme, ”Hvem som helst, der vil danse, røre sig, eller rettere:  – Blive rørt!”

Pina Bausch, den nu afdøde, verdensberømte tyske koreograf og iscenesætter, er tit citeret for at have sagt: ”Jeg er ikke så interesseret i, hvordan folk bevæger sig. Jeg er mere interesseret i hvad, der bevæger folk”.

Med ”folk” mente hun både de på scenen og de på tilskuerpladserne. Hvad der rørte hende selv, ville også røre publikum, var hun sikker på. I prøverne gav hun sine optrædende opgaver, som gjorde dem i stand til at gennemspille komplicerede problemer i deres liv på enkle måder. Pina Bausch kunne se, hvad der rystede dem, og hjalp dem til at vise deres dilemmaer, uden at de gik i stykker af det.

Til stor glæde for publikum, for Pina Bausch’s forestillinger greb os og åbnede vore øjne for de mest fundamentale af vore livsbetingelser i nutiden: ensomhed, angst, stress, aggression. Forestillingerne fremstillede disse følelser så nænsomt og klart, og så menneskeligt, at vi som publikum følte os forståede og trøstede, men vi følte os også utroligt meget klogere, for vi var blevet vidner til selve sandheden om vores identitet.

 

Sandhed er ikke det, vi oftest støder på. Den almindelige hverdag går med at gennemskue reklamer og andre egennyttigheder omkring os. Vi vænner os til, at det egennyttige ophøjes til den kommunikationsform, der betaler sig.

Det gør den ligefremme sandhed til en stor befrielse, noget vi mangler, noget vi søger efter. Og det er sandhed, vi må forvente at finde i kunst. Vi må finde den på scenen. Vi må finde den i teatret og i dansen. Faktisk må vi forlange den dér.

Pina Bausch leverede sandheder på sin geniale måde. Andre gør det på deres geniale måder. Andre igen er måske ikke så geniale, men de forsøger hele tiden at indkredse sandheden om forskellige emner og fremstille den for os.

 

Pina Bausch brugte en blanding af dans og teater, og skabte en visuel situation, der kunne opleves og aflæses. Ligesom med musik skal man med dansen først og fremmest lægge mærke til, hvilke følelser, den skaber inde i os. Hvilken ”fornemmelse” af sandhed, den rammer hos os selv.

Dét er at blive rørt, bevæget eller flyttet mentalt, og det er den slags oplevelser, vi gerne vil give på Bora Bora.

Så: lad os danse!