Den 25. maj, under ILT Festivalen, er der Aarhuspremiere på Reumert-vinder Kirsten Dehlholms første iscenesættelse af en psykologisk fortælling. Det sker på Bora Bora. Alt er selvlysende. En del er løgn og ind i mellem er det tilmed forfriskende morsomt.

Alt er selvlysende i Hotel Pro Formas skinnende komedie. Scenografien er selvlysende. Kostumerne er selvlysende. Pludselig ser du kun tøjet bevæge sig rundt, mens menneskene bag ordene fortoner sig i mørket. ”Der skal ske en forandring, for at man kan se på ny,” kommenterer Danmarks performancedronning Kirsten Dehlholm nøgternt sit fluorescerende visuelle greb.

Rikke Lylloff spiller den afdøde Jenny. I baggrunden ses Nils P. Munk som Otto, der har behov for at lyve om at have fundet sin store kærlighed og mistet hende igen.

En psykologisk fortælling

Med forestillingen DEN DER HVISKER LYVER begiver Dehlholm sig ud på nyt land, idet hun for første gang fortæller en psykologisk fortælling ud fra et manuskript. Hun har udvalgt dygtige karakterskuespillere, der udfolder deres psykologiske Stanislavskij-færdigheder i det Dehlholmske univers af stringente rumlige regler.

Handlingen

Otto har mistet sin elskede – Jenny Holst. Han er knust i sin sorg over at have mistet sin sande kærlighed. Hans ex-kæreste trøster ham i sorgen. Og begravelsen er så smuk. Eneste problem er at Otto faktisk aldrig har kendt Jenny. Hun er en tragisk skæbne, der er død uden pårørende. Otto har læst dødsannoncen i avisen og begynder derefter at lyve om alt det, der kunne have været mellem dem.

Ordene

Ordene får en særlig betydning, når Hotel Pro Forma for første gang iscenesætter en psykologisk fortælling med en begyndelse, midte og slutning – skrevet specielt til dem af det unge dramatikertalent Astrid Øye. Kirsten Dehlholm har altid vægret sig imod den psykologiske handling, men har samtidig haft et særligt forhold til ordene:

”De er jo som den luft, vi indånder. Nogle gange er den forurenet. Men vi bruger ord til at binde os sammen og binde tankerne op på noget. Samtidigt er ord også vores daglige værktøj. Derfor tror jeg, det er sværere at lave kunst med ord. Der skal et særligt greb til, når ord skal blive til kunst på scenen. Det greb er jeg meget optaget af og det har jeg sådan set været altid.”

Løgnen fører til skammen og døden

DEN DER HVISKER LYVER har løgnen som omdrejningspunkt. Kirsten Dehlholms eget forhold til løgnen er: ”Nej, man må ikke lyve. Samtidigt er løgnen noget menneskeligt. Man kan nok ikke leve et helt liv uden at lyve en eneste gang. Men løgnen er også en fælde, for løgnen fører kun én vej – til skammen og døden.”

Kontakt

For interviewaftaler, mere info og pressebilletter kontakt venligst:

Jakob Edut, PR-medarbejder, tlf. 40814161 eller [email protected]

DEN DER HVISKER LYVER
Co-produktion: Hotel Pro Forma og Bora Bora, ILT13 og Republique
Scene: Bora Bora, Valdemarsgade 1, 8000 Aarhus C
Forestillinger: 25. & 26. maj 2013, lør & søn kl 21.00
Billetter: 86190079  og Billetlugen.dk

Instruktør: Kirsten Dehlholm
Dramatiker: Astrid Øye
Medvirkende:
Otto: Nils P. Munk
Jenny Holst: Rikke Lylloff
Kvinden: Sarah Boberg
Kongen: Rasmus Hougaard, Pelle Nordhøj Kann
Damen: Özlem Saglanmak
Scenografi og lysdesign: Jakob Oredsson (artist-in-resident i Atelier Hotel Pro Forma 2012)
Kostumer: Kirsten Dehlholm
Kjoledesign: Henrik Vibskov
Lyddesign: Janus Jensen

Fakta: Hotel Pro Forma

Siden 1985 har Danmarks internationale performanceikon Hotel Pro Forma produceret mere end 50 værker som er blevet vist i over 30 lande rækkende fra udstillinger til performances. Den kunstneriske leder er Kirsten Dehlholm.

Forestillingernes struktur er oftest forankret i musik, billedkunst og arkitektur og følger ikke den traditionelle teatertradition. DEN DER HVISKER LYVER er første gang kompagniet iscenesætter et psykologisk manuskript.

Hotel Pro Forma er et internationalt laboratorium for performance og installation. Hvert værk skabes på baggrund af en næsten naturvidenskabelig tilgang i form af studier og research, og forestillingernes temaer er ofte valgt på baggrund af dette. Oplevelse, perspektiv og universelle temaer sættes ind i en konceptuel, visuel og musisk kunstform.

Kirsten Dehlholm vandt 2012 Reumertprisen Årets Scenograf for forestillingen War Sum Up af Hotel Pro Forma – i samarbejde med Willie Flindt og Jesper Kongshaug. Se mere: www.hotelproforma.dk