Pressemeddelelse fra Aarhus Festuge 

Australsk dans på Bora Bora i Festugen

Aarhus Festuge præsenterer i samarbejde med Bora Bora to danseforestillinger skabt af koreografer, som befinder sig i hver sin ende af den nyeste udvikling, australsk moderne dans har gennemlevet i de sidste 10-15 år.

Lucy Guerin og Stephanie Lake som hhv. Aarhus Festuge og Bora Bora bringer til byen under Festugen, er begge prisvindende koreografer, der også har gjort sig bemærket udenfor Australien. Deres stil og fokus er meget forskellige, og i Festugen præsenterer de hver en forestilling, som viser, hvor bredt australsk dans favner i dag.

Lucy Guerin etablerede som kunstnerisk leder i 2002 kompagniet Lucy Guerin Inc, der har turneret hele verden og har vundet flere priser. Kompagniets mission er at udfordre den moderne dans, hvilket afspejles i forestillingen ’Untrained’, som vises i Festugen. I ’Untrained’ har to mænd uden danseerfaring hovedrollerne på scenen, sammen med to professionelle. To erfarne og to uerfarne mandlige dansere får de samme instruktioner, men udførslen vil givetvis være forskellig fra mand til mand, og dermed skabes der et portræt af hvert enkelt menneske. De gør det samme men udfører det med hver sin forskellige personlighed.

Stephanie Lake har base i Melbourne og er af de australske kritikere blevet kåret til “Most Outstanding Choreographer” og “Best Female Dancer”. Hun har bl.a. optrådt med Chunky Move, Lucy Guerin og BalletLab rundt omkring i verden. I Festugen opføres forestillingen ’DUAL’, som er et menneskeligt puslespil omsat til dans. To solodanse – umiddelbart uden relation til hinanden – opføres, men i tredje akt falder de to på plads i en kompleks duet. ’DUAL’ stiller spørgsmål om individualitet, om hvad vi ofrer, og hvad vi vinder, når to personer forenes. ’DUAL’ modtog i 2013 en Helpmann Award for bedste mandlige danser (Alisdair Macindoe). Stephanie Lake blev desuden nomineret til en Helpmann Award og Green Room Award for bedste koreografi samme år. Forestillingen er produceret af Dance Massive i Melbourne.

Australsk moderne dans er ca. 50 år gammel, og de tidlige australske koreografer inden for moderne dans blev inspireret af tilflyttende koreografer fra fortrinsvis Østrig, Holland og USA. De seneste årtier er specielt inspireret af de verdenskendte koreografer fra Belgien og Frankrig. Men Australien som kontinent og historie har også givet moderne dans en helt egen indflydelse fra folkedans og aborigine dans, hvilket har givet sig udslag i et meget specielt australsk udtryk og en særlig stemning i forestillingerne. De seneste 10 år er antallet af kompagnier nærmest eksploderet i Australien og moderne dans, performanceteater, teater, nycirkus og andre scenekunstformer blander sig mere og mere sammen til en imponerende buket af meget varierede udtryk.

 

Fakta:
DUAL
Sted: Bora Bora, Store Sal
Dato/tid: 3. sept. kl. 20:00-20:45, 4. sept. kl. 20:00-20:45
Pris/billetkøb: Kr. 90-150 via www.bora-bora.dk
Arrangør: Bora Bora i samarbejde med Aarhus Festuge
Støttet af: Statens Kunstfond

Untrained
Sted: Bora Bora, Store Sal
Dato/tid: 5. sept. kl. 20:00-21:00, 6. sept. kl. 17:00-18:00, 6. sept. kl. 20:00-21:00
Pris/billetkøb: Kr. 150 via aarhusbilletten.dk
Arrangør: Aarhus Festuge i samarbejde med Bora Bora
Støttet af: Statens Kunstfond, Arts Victoria and Australia Council for the Arts.

For flere oplysninger kontakt venligst kommunikationsansvarlig ved Aarhus Festuge Line Hedeboe på lh(at)aarhusfestuge.dk eller tlf.nr. 87 30 83 02.