Viva Vive! – livsglæde og overflod af dans i Aarhus

Marie Brolin-Tanis dansekompagni Black Box Dance Company præsenterer den dansk-brasilianske “Viva, Vive!” på Bora Bora 29. og 30. september. Forestillingen suppleres i dagene op til af et væld af ekstra danseaktiviteter for århusianerne og det lokale dansemiljø.

Hvis man har den mindste interesse for dans, så skal man spidse ører: Fra fredag den 26. september til tirsdag den 30. september byder koreograf Marie Brolin-Tani og hendes Black Box Dance Company fra Holstebro på en overflod af danseaktiviteter for alle interesserede århusianere. Det sker i forbindelse med forestillingen “Viva, Vive!” på Bora Bora.

Ung passion og mystik
Tolv unge dansere fra Norden, Europa og ikke mindst Brasilien indtager scenen i “Viva, Vive!” med tre koreografier af Alessandro Pereira, Tindaro Silvano og Melody Putu/Marie Brolin-Tani. Alle tre handler om kærlighed, passion, mystik og ung energi og er kraftfuld moderne dans til rytmer og toner af bl.a. Egberto Gismonti, Arvo Pärt og Henrik Munch. Inspirationen er bl.a. fundet i den brasilianske storbymetropols natteliv. Men der er mere på programmet end bare forestillingerne…

Masser af aktiviteter
Det bliver en inspirerende danseuge, der foruden forestillingerne også tæller en gratis showcase, workshops og publikumssamtaler. Black Box Dance Companys kunstneriske leder Marie Brolin-Tani har taget initiativ til at lave ugen i Aarhus, fordi hun har ambitioner om at udvikle dansemiljøet i hele region Midtjylland. Arrangementerne er rettet mod både unge danseinteresserede, professionelle dansere, koreografer og publikum. Hun håber, at ugen – der er støttet af Aarhus Kommunes kulturudviklingspulje – kan blive en årligt tilbagevendende begivenhed.
Kompagniets egne dansere har i løbet af deres besøg i Aarhus også selv en workshop med koreograferne i århusianske Don*Gnu, samt aktiviteter med flere af de lokale danseskoler.


VIVA, VIVE!
– Black Box Dance Company (Marie Brolin-Tani)
Hvor: Bora Bora, Valdemarsgade 1, 8000 Aarhus C
Hvornår: 29.-30. september (Store Sal)
Hvor meget: Standard kr. 150,- / Studerende, pensionister og unge u. 25 kr. 90,-
Hvordan: Læs mere og køb billet på http://bora-bora.dk/forestilling/viva-vive eller tlf. 8619 0079.


EKSTRA AKTIVITETER:

26. september, kl. 19.00 – 20.00: Gratis showcase med smagsprøver på udvalgte koreografier med danserne fra Black Box Dance Company og det brasilianske kompagni Ballet Jovem, Kedlen på Godsbanen (mulighed for at stille spørgsmål til danserne og Marie Brolin-Tani. Kræver tilmelding pga. begrænset antal pladser. Mail Anne Tølbøll Jensen: [email protected])

27. september, kl. 14.00 – 16.00: Workshop, Studie 4 på Brobjergskolen. Let øvede dansere kan tilmelde sig denne workshop. Kræver tilmelding pga. begrænset antal pladser. Mail Anne Tølbøll Jensen: [email protected])

29. september, kl. 10.00 – 12.00: Træning med gæstelærer Victoria Lassorella, Studie 4 på Brobjergskolen (professionelle dansere kan komme og træne. Tilmelding skal ske til Danseværket: [email protected]).

29. september: Publikumssamtale med Marie Brolin-Tani efter aftenens forestilling på Bora Bora (der begynder kl. 20).


Pressefotos i høj opløsning:
http://bora-bora.dk/category/presse/pressebilleder

 

Kontakt:

For yderligere info samt anmelderakkreditering: PR manager Lars Kjær Dideriksen, 22 72 00 79 / lars[at]bora-bora.dk
Marie Brolin-Tani, tlf. +46 70 7528039 / mbt[at]musikteatret.dk
Yderligere info om praktiske ting omkring de ekstra aktiviteter: Producent & programkoordinator Jannie L. Gade, tlf. 27 13 00 33 / jlg[at]musikteatret.dk
Jesper de Neergaard, kunstnerisk leder på Bora Bora, 26 22 67 26 / jesper[at]bora-bora.dk
Om Black Box Dance Company
Black Box Dance Company i Holstebro startede i foråret 2013 med Marie Brolin-Tani som kunstnerisk leder. Hun blev i sin tid uddannet som moderne danser i Stockholm, men fik sit gennembrud i Aarhus, hvor hun var med til at etablere et professionelt dansemiljø via MBT Danseteater i samme hus, som Bora Bora nu befinder sig i. I 2001 blev hun kunstnerisk leder af Skånes Dansteater i Lund og kom så i 2013 tilbage til den danske dansescene.