BALANCEGANG MELLEM STORHED OG VANVID

Danseforestillingen N.A.R.G. udspiller sig på en stort vippebræt, hvor kræfter og følelser bliver kastet rundt, og hvor balancen både fokuseret skal holdes og legende udforskes.

Af Carl Luis Hvilsom

De står tre dansere på scenen, langsomt vækkes de til live, og går ud mod kanten, legende som et barn der ser verden for første gang. De må gå synkront for at holde balancen, for de går på en kæmpe plade med en halvkugle fastgjort til undersiden, og kun i perfekt ligevægt holder pladen sig vandret. Nu kommer en fjerde danser, han ser forundret til, og prøver så at komme op. Men det skaber ubalance, den fjerede kropsvægt får disken til at tippe.
Det er konceptet i N.A.R.G. – North Arena Rumble Game, en danseforestilling om balance, tyngdekraft og hvad der holder det hele sammen. Forestillingen spillede onsdag under Bora Bora Platform. Dansetruppen Don*Gnu har sat stykket op, og de formår med simple virkemidler, helt uden sprog, at beskrive følelser og situationer så de går rent ind.

En maskulin urkraft
Man kan ikke undgå at blive betaget af den imponerende kropsforståelse, der forplanter sig helt ud i sæderne. Nogle gange bevæger danserne sig sirligt og synkront, for på smukkeste vis at holde det hele vandret. Andre gange kaster de sig i fantastiske spjæt, for at få disken til at trille, rulle eller snurre.
På et tidspunkt ligger den ene danser, Petras Lisauskas, under disken, han stiger langsom op og prøver at trække i den store stålkonstruktion, men rasende må han indse at det ikke lader sig gøre. Han ender i stedet oppe på den majestætiske stålkonstruktion, her slipper han sin vildskab løs, han brøler og skriger, og bruger momentum fra disken, der vipper og drejer, til at give sine bevægelser overnaturlig styrke. De nærmest primale instinkter bliver sat på spidsen i mødet med den store konstruktion, der både bliver udfordret, arbejdet i med eller i mod og holdt i fin balance, af en maskulinitet der både kan være triumferende og fej, men også kærlig og øm i Don*Gnus univers.

Uroen gynger
Der er noget utrolig poetisk over denne metaldisk, som de har døbt The Turmoil. Som i scenen hvor to dansere står i midten, mens en tredje drejer det hele rundt. En fjerde kommer ind på scenen, og hun vil op på disken til de andre, og man kan se at de vil have hende med. Men balancen skal holdes, så den ene danser må gå væk, ned i den anden ende. Nu kan hun kravle op, men de tre vil aldrig kunne komme tæt på hinanden. Noget skal fjernes eller omrokeres for at få plads til noget nyt.
Selve scenografien er stram og effektfuld. Lange stille pauser, hvor kun The Turmoil knirker eller enkelte råb fra danserne runger i salen, bliver afbrudt af velvalgte, simple elektroniske beats eller sirlige klavermelodier. Lyset er ligeså stramt komponeret, kraftige kridhvide lamper står placeret i en hestesko rundt og bagom scenen. De lyser på udvalgte dramatiske steder. Den stramme men stærkt effektfulde stil gennem hele stykket formår at slå benene væk under én.