EN TIMES BETALT PERSONLIGHEDSSPALTNING

I forestillingen Trans sætter skuespillerne sig i betragterens rolle og gør publikum til stykkets bærende karakterer.

Af Ditte Lunde

Der er dyb koncentration mellem skuespillerne, som ligger på gulvet i en stjerneform og puster ud, som var de ventiler der slipper luften. En meditativ summen blander sig med sirenerne ude fra Frederiks Allé; Det lyder som humlebier over en valmueeng, der slår over i en nasal vrængen, igen over til en blanding af en hunds hylen og en måges skrig, som til sidst fortoner sig i deres stemmers dybe basklang. Kæbeudstrækning, kindudtrækning og tungerystelser med uforståelige læspende ord. Opvarmningen til aftenens forestilling, Trans, er i sig selv en mindre kunstart.

Festivalen Bora Bora Platform er værter for ur-premieren på forestillingen Trans. Two-Women-Machine-Show (Marie-Louise Stentebjerg og Ida-Elisabeth Larsen) og Jonathan Bonnici har kreeret en times verbal dans, hvor de stiller spørgsmålet; Kan deres opsatte ceremoni skabe en ny måde at forholde sig til vores omgivelser på?

Publikum træder ind i cirklen til denne udefinerbare lyd, er det rystede rissække eller birkeris, der gentagende gange bliver slået mod nøgen hud i en finsk sauna? De sætter sig ned på en af de stole, som danner den cirkel der udgør scenen. I den står de fire skuespillere. Med ét starter deres ordstrømme. Nøgternt poetisk remser de alle detaljer op i rummet. Loft, gulv, stole, rør og ledninger, så publikum blot kan lukke øjnene og se rummet med ørerne.

Det interessante sker, da de begynder at beskrive publikum. Ansigtets mimik, kropsproget, tøjet. Det er som at blive udpeget af en standup komiker til at være dagens joke, bare uden humoren, og det føles næsten mere intimiderende, på grænsen til det ubehagelige at blive centrum for opmærksomheden, når man blot skal beskrives i mindste detalje, ud fra den man er, når man sidder på en stol i en rundkreds med 40 fremmede. Nogle morer sig over det, andre kigger forlegent væk.

Skuespillerne taler alle på samme tid, og det kan være svært at skelne deres stemmer fra hinanden. Nogle gange flyder de sammen og bliver til en grød af løsrevne ord. Det er som om fire stemmer møver sig ind i sindet og på samme tid vil komme til orde. Som en times betalt personlighedsspaltning.

Man forstår bedre den to timers lange opvarmnings proces, når man har siddet i en time, og set fire mennesker spille en forestilling, som kun bygger på improvisatoriske beskrivelser af publikums passive tilstedeværelse. Det er en disciplin, man kun kan have respekt for, at de kan beherske.

 

Information om forestillingen

 

TRANS- Marie-Louise Stentebjerg & Jonathan Bonnici

Billede 1 af 5

Foto: Lars Kjær Dideriksen