NØGEN OG NATURLIG DANS

Fredag var jeg inde og se “Of Family and Deer”, en forestilling under festivalen Bora Bora Platform. Det er en danseforestilling om familiesamvær og dyr. Det var uhyre æstetisk og og sanseligt, og så var der nok en pointe gemt et sted, men jeg graver stadig efter den. Måske var det da de smed tøjet at jeg tabte tråden, men det var også der, jeg blev klogere.

 Af Carl Luis Hvilsom

Jeg finder min plads, og foran mig på scenen står en kvinde, hun begynder at hoppe. Bare sådan. Lidt åndsfraværende og udtryksløst hopper hun ret op og ned, jeg gyser. Det er forestillingen “Of Family and Deer” skabt af koreografen Janina Rajakangas.

Jeg må indrømme at jeg har et stereotypt forehold til begrebet moderne dans. Det er noget med flippede balletdansere, der ikke kan holde en rytme. Men jeg må blive klogere, og jeg er taget i teatret for at bliver konfronteret med genren. Jeg har på forhånd ikke hørt andet om stykket end at de hopper lidt rundt, og så smider de tøjet til sidst. Det et i princippet en dækkende beskrivelse.

Men det er den halve sandhed. Handlingen er umiddelbart en genkendelig historie om et ægtepar og deres datter. Det ender med a konen skrider, og datteren bliver gammel og finder sig sin egen mand, fortalt med ømhed og en god portion humor. Generationerne går som naturen går sin egen cykliske gang, og det er det centrale tema i forestillingen.

Det samme bliver gentaget mere udtalt i forestillingens andet akt. Her bliver det knækket-grønne bagtæppe trukket ud og bliver til en grøn skov. Det er svært at skrive om uden at det bliver vulgært, danserne kommer nu ind, splitterravende nøgne, som den dag de kom til verden. Og det er svært at danse, i lummert dæmpet lys endda, uden at det bliver perverst og derfor ligegyldigt, men det lykkedes med smuk elegance. Det føles bare naturligt, tænker jeg som jeg sidder blandt det dødstille publikum. Det er i første omgang chokerende at blive konfronteret med nøgenheden, men hurtigt bliver den triviel, det er jo bare hud, det har vi alle sammen.

De danser nu dyrene og planterne i skoven, snart er de træer der står majestætisk i vinden, en anden er en gnaver, der lusker rundt i skovbunden, og til sidst springer de fire dansere elegant rundt som hjorte i dyrehaven. Til sidste slukker lyset, musikken ringer af og vi sender vores ovationer ned over scenen. Stykket udtrykker en fantastisk spændende dualitet, som jeg forundres over. På den ene side er det et absolut absurd stykke teater, jeg er vidne til, de taler og danser tilpas aparte, at de ville ligne afhoppere fra en lukket psykiatrisk afdeling, hvis de ikke lige stod på en scene. Men hvis man lever sig ind i stykket, ser man at bevægelserne og kroppen er helt naturlige i den fantasiverden, hvor samfundets kasser og normer er opløst, hvor fordommene og forudfattede handlingsmønstre for længst er kastet bort. Mine fordomme blev i hvert fald rykket godt rundt, og jeg fik en anbefalelsesværdig aften i teatret.