NOIR? UDFORDRER, HVAD DET VIL SIGE AT VÆRE EUROPÆER

Fire afro-finske kunstnere sætter i stykket NOIR? spørgsmålstegn ved vores rødder og forsøger gennem et univers af lyd og dans at redefinere det at være europæer

Af Emilie Blytmann

En dyb bas runger rummet, idet publikum træder ind i salen og tager plads blandt tilskuerrækkerne. I hjørnet af scenen er en dj-pult placeret, og bag den står to fyre og rokker til det pumpende beat. Over scenen svæver en sky af røg, og på det bagerste scenetæppe er der med blokbogstaver skrevet NOIR?. Ind på scenen kommer fire dansere med bare fødder og afrohår.

NOIR? er en del af Bora Bora Platform, der løber fra den 11. – 14. marts 2015. Festivalen har ny nordisk dans i centrum, og publikum kan forvente nogle anderledes og mere kantede performances end det, man er vant til. NOIR? er koreograferet af Sonya Lindfors, der sammen med danserne Esete Sutinen og Ima Iduozee udgør de eneste tre sorte professionelle finske dansere. På scenen er også den finske musiker Gracias, der både rapper og bidrager med flere funky trin.

En blanding af elektroniske toner, hip-hop og afrikanske trommer fylder nu rummet, og langsomt begynder rytmerne at bevæge sig ud i dansernes kroppe. En drejer yndefuldt rundt som en ballerina i et smykkeskrin, mens en anden dybt koncentreret og i sin egen verden tager del i noget, der ligner en afrikansk stammedans. En stemme afbryder musikken, og tilbage på scenen er kun en af de kvindelige dansere. Hun sætter spørgsmålstegn ved sine rødder og leder efter dem. Hun fortæller, at hendes mor er fra Finland, og at hendes far er fra Cameroun. Hun er hverken hvid eller sort, men derimod forvirret.

Teamet i aftenens forestilling er rodløshed og identitet, og de fire afro-finske kunstnere stiller skarpt på en række problemstillinger, der opstår, når man er fanget mellem to verdener. Gennem dans og ord forsøger kunsterne at redefinere, hvad det vil sige at være europæer. De vil gøre op med fordomme og fremme åbenhed.

Tilbage på scenen har de fire dansere nu indtaget gulvet iført pelsveste og parykker af langt lyst hår, mens lyden af Lil B’s ”I’m Paris Hilton” brager ud af højtalerne. Scenariet er fyldt med kontraster, og publikum griner, idet danserne giver slip på alle hæmninger. Dansen bliver igen afløst af en monolog. Denne gang skildrer en af de andre dansere, hvordan han møder fordomme i sin hverdag. Han er født i Helsinki og har aldrig været i Afrika, men i toget henvender folk sig alligevel på engelsk, og når han svarer på finsk, bliver han mødt med et: ”du taler sproget godt”. Han udbryder et højt: ”tak og i lige måde”, og publikums latter fylder igen rummet. Stykket er fyldt med selvironi, men det sætter også tankerne i gang – for hvem definerer det at være finsk, europæisk eller afrikaner, og hvad vil det egentlig sige?

Forestillingens tema er i høj grad lige så aktuelt i dagens Danmark som i Finland, og vores forudbestemte indtryk af folk lever i bedste velgående. Dette kom blandt andet til udtryk, da et par diskuterede Bora Bora Platforms plakat. De undrede sig over, hvorfor en sort fyr – Gracias fra NOIR? – var på plakaten, når nu festivalen handlede om ny nordisk dans. Det var sjovt at se, hvordan de reagerede, da de blev fortalt, at han er finne.