THE HENRETTELSE LØRDAG EFTERMIDDAG I AARHUS

Forestillingen Executed Stories afprøver og udfordrer publikums holdninger til dødsstraf

Af Ditte Lunde

Juha Valkeapää svinger det kinesiske, amerikanske og hviderussiske flag rundt som i et paradeoptog. Stoffet, der blafrer i luften, lyder som tiltagende, knitrende flammer. De tre stater har det tilfælles, at de alle stadig bruger dødsstraf.

Den finske soloperformer Juha Valkeapää tager os igennem to en halv times forestilling om henrettelser, og inden Executed Stories er omme, skal en af os have serveret vores sidste måltid.

Juha Valkeapää kommer vidt omkring i henrettelsernes historie. Sange om henrettelser, udførelsesmetoder, historien bag de dødsdømte og deres bødler, bliver behandlet objektivt med en snert af humor.

Executed Stories udfordrer publikums holdninger og afprøver deres grænser. Som når Juhaa Valkeapää beder frivillige komme op og deltage i steningen af en ung iransk kvinde, fordi hun har bedraget sin mand. Kun to melder sig nølende og kaster halvhjertet en sten på det forede hvide lagen, der symbolisere hende. Det er ubehageligt, især fordi stening stadig er en anvendt afstraffelsesmetode i Iran. Efter massive protester fra menneskerettighedsorganisationer ændrede Iran i 2013 loven, så hvis en kvinde bliver fundet skyldig i at være sin mand utro, er der også mulighed for hængning som straf.

Min egen holdning til dødsstraf er, at det ikke burde eksistere. Men især én af personerne, som bliver omtalt i forestillingen, ryster op i denne holdning. Anders Behring Breivik. Han lever nu i et topsikret fængsel, med tre værelser, adgang til computer og træningscenter, og så har han allerede mulighed for løsladelse efter 21 år. Det fik mig til at tænke på, om vi ikke har for humane love her i Norden? Men efter den forargede følelse havde lagt sig, overvejede jeg det igen. Hvis vi gav staten lov til at henrette deres egne borgere, ville vi så være et hak bedre end en massemorder? Det mener jeg ikke.

For hver historie han fortæller bliver et billede hængt op. Til sidst hænger mordere og terrorister, bødler og henrettede, ham selv og Anne Frank side om side med hinanden. Indførelsen i henrettelsernes historie er ved vejs ende, men først skal den heldige vinder af sit ønskede sidste måltid afsløres. Vi venter spændte. Hører lyden af en mikroovn, der siger pling. Ind kommer der roastbeef med kartoffelmos og rødkål, og den udvalgte, en ung fyr med et langt rødligt skæg, giver sig selv tilkende. Imens han spiser, bliver han spurgt, hvad hans sidste ord skal være. Han svarer: Kan jeg få en øl til maden?