De danser på den lukkede afdeling


Intenst og vedkommende danseteater kommer til Bora Bora 7. og 8. oktober, når koreografen Pernille Garde viser sin anmelderroste forestilling “Lost Memories”. Inspireret af hendes egne oplevelser med stress fortæller hun en traumatisk historie om hukommelsestab med sceneveteranen Bo Madvig i hovedrollen.

 

Rystet, desorienteret og uden hukommelse ankommer Hr. H til en psykiatrisk akutmodtagelse. Stedets rum, lyde og døre fremkalder glimt af erindringer og personalet transformeres til personer fra hans fortid. Uendeligt langsomt husker han: En kvinde er fortabt i mørket.
I “Lost Memories” – der kommer til Bora Bora den 7. og 8. oktober – fortælles historien om at genfinde sig selv i en bevægende historie fortalt gennem dans, video, ord og musik. Forestillingen genskaber følelsen af indre kaos hos et menneske, der har mistet sin elskede på grund af selvmord. Historien følger Hr. H, der søger efter sin fortid i et gådefuldt univers, hvor personer, erindringer og drømme manifesterer sig for i øjeblikket efter at være noget andet.

Inspiration kom fra stress
Koreograf Pernille Garde fortæller, at hun blev inspireret til forestillingen, da hun i sin tid blev sygemeldt med stress:
– Jeg oplevede en mild form for hukommelsestab og havde stærke surrealistiske drømme. Det var som at være sat udenfor verden og jeg syntes at vandre rundt i en døs, i en parallelverden. Jeg oplevede mit liv som bevægede jeg mig mellem virkeligheder, siger hun.
Det føltes som et tab af identitet og det vakte lysten til at udvikle en grundlæggende og væsentlig fortælling om at være menneske og om at miste.
– Lost Memories handler om tab som et menneskeligt grundvilkår, om at intet varer evigt. Og om hvordan et menneske, der mister, oplever tabet, søger efter det tabte og samtidig flygter fra det, siger Pernille Garde.

Glade anmeldere
I oktober og november spiller forestillingen fire steder i landet – Aarhus som det eneste sted i Jylland. Da “Lost Memories” i sin tid havde premiere fik den flotte ord med på vejen af pressen.
Weekendavisen skrev, at hun formåede at balancere blandingen af tragedie og absurd teater i sit tvist af moderne dans. Det lykkes Pernille Garde at skabe rystende og vedkommende danseteater. Det er flot gået.”
Kultunaut skrev: “Den har dybde og noget på hjerte, og nok så vigtigt kan man følge med i handlingen og derfor tage stilling. Det er ikke så tit, det sker inden for moderne dans.”


Både flertydigt og tilgængeligt
Det århusianske publikum kan nu over to aftener opleve Pernille Gardes
særkende: At fortælle vedkommende historier om den menneskelige eksistens i grænselandet mellem dans og teater. Hun formår at ramme et bredt publikum, som hun inviterer indenfor i et flertydigt og tilgængeligt univers.
På scenen vil man i “Lost Memories” opleve sceneveteranen Bo Madvig, der mange gange har optrådt på de århusianske teaterscener, sammen med Tiziana Fracchiolla, Kristofer Krarup og Sherwin Reyes.
ANMELDELSER:

“Fordi hun formår at balancere blandingen af tragedie og absurd teater i sit tvist af moderne dans, lykkes det Pernille Garde at skabe rystende og vedkommende danseteater. Det er flot gået.”
– Majbrit Hjelmsbo, Weekendavisen

“Den har dybde og har noget på hjerte, og nok så vigtigt kan man følge med i handlingen og derfor tage stilling. Det er ikke så tit, det sker inden for moderne dans.”
– Pia Stilling, Kultunaut * * * * *

“Sætter følsomt fokus på fortrængning og hukommelsestab.”
– Vibeke Wern, Berlingske Tidende * * * *
http://www.b.dk/scene/hukommelsens-laaste-doere

“Det er en meget intens oplevelse at se Lost Memories. Sjældent holdes publikum så fast fanget af en dansefortælling hele vejen igennem, som i denne lille koreografiske danseteaterperle.”
– Nanna Vinter, Terpsichore

“Et konstant lækkert, næsten filmisk flow af bevægelser og sceneskift.”
– Ida Fredericia, kulturshot.dk * * * * *
http://kulturshot.dk/lost-memories

“Et bevægende indblik i vort eget væsen.”
– Gert Poder, Arbejderen * * * *


TURNÉ:
Bora Bora i Aarhus d. 7. & 8. oktober kl. 20:00
Baltoppen LIVE i Ballerup d. 2. november kl. 20:00
Laboratoriet v Roskilde Teater d. 5. november kl. 19:30 & d. 6. november kl. 11:00 og 13:00
Kulturværftet v Helsingør Teater 9. november kl. 19:30

INFO:
Lost Memories – Pernille Garde
Hvor: Bora Bora, Valdemarsgade 1, 8000 Aarhus C
Hvornår: 7. & 8. oktober (Store Sal)
Hvor meget: Standard kr. 150,- / Studerende, pensionister og unge u. 25 kr. 90,-
/ KluBora medlemsbillet kr. 60,-
Hvordan: Læs mere og køb billet på http://bora-bora.dk/forestilling/lost-memories eller tlf. 86 19 00 79.

Pressefotos:
http://bora-bora.dk/2015/09/lost-memories-pressebilleder

Videotrailer: https://vimeo.com/96886782

Kontakt:

For yderligere info samt anmelderakkreditering: PR manager Lars Kjær Dideriksen,
22 72 00 79 / lars(at)bora-bora.dk
Jesper de Neergaard, kunstnerisk leder på Bora Bora, 26 22 67 26 / jesper(at)bora-bora.dk
Pernille Garde, contact(at)pernillegarde.dk, www.pernillegarde.dk