Ridderrustninger, jordjenter og en drøm i slowmotion

Humoristisk østrigsk ridderlighed i panser og plade, fransk slowmotion-drøm i magisk lys og mørke kombineret med dyster norsk poesi i en storm af skumfiduser. Bora Bora byder 17. og 18. november på en unik oplevelse med Aerowaves Platform – en tredobbelt pakke af nye europæiske talenter.

– Vi har valgt tre forestillinger ud, som giver publikum en anderledes og meget varieret aften med mange indtryk. 40 danseteatre fra hele Europa har sammen været med til at pege på 20 nye talenter ud fra i alt 500 ansøgere. Og nu præsenterer vi så tre af dem, siger Jesper de Neergaard, kunstnerisk leder på Bora Bora, der er et af de 40 danseteatre i EU-netværket Aerowaves.
De tre forestillinger leger med teaterformen på forskellig vis. I den franske “Ellipses” er der kun én person på scenen, men skift i lys gør, at han kan præsentere flere personer på samme tid og lave parallelle handlinger.
– Det er en meget stemningsfuld og poetisk forestilling, der virker som en drøm i slow motion med et meget filmisk soundtrack, fortæller Jesper de Neergaard.

Hvor blev ridderligheden af?
Humoren er ikke til at komme uden om i den østrigske “Chivalry Is Dead” (Ridderligheden er død). To mænd i gamle ridderrustninger bevæger sig rundt i en slags motionsagtig dans. Jesper De Neergaard siger:
– Alexander Deutinger og Alexander Gottfarb vil have publikum til at tænke over hvor æren fra ridderligheden er blevet af i vores nutid med vold på tv og i computerspil. Der er ingen hest, ingen ungmøer, ingen fjender, så hvordan kan de opretholde deres middelalderlige idealer, moral og mandighed?
Hvordan dette ender – måske i et metallisk brag og videre til efterverdenen – må publikum tage på Bora Bora for at finde ud af.

Norsk vanvid
Dyster norsk poesi er udgangspunktet i “Jordjenta”, men det kommer der en vanvittig og energisk forestilling ud af. Blottede tandsæt, vindmaskiner og et hav af skumfiduser er en del af elementer, når tre kvinder kaster sig ud i dette visuelle eksperiment.
– Jordjenta er lige så foruroligende som den er morsom, siger Jesper de Neergaard.
Koreograferne bag “Jordjenta” er netop igen blev udvalgt blandt de næste 20 af Aerowaves-netværkets favoritter. Her får de følgeskab af de to århusianske kompagnier Don Gnu og HimHerAndIt, der i 2016 skal ud i Europa og præsentere forestillingerne “N.A.R.G. – North Arena Rumble Game” og “The WOMANhouse”. Begge forestillinger er produceret på Bora Bora.
Aerowaves-netværket, der som sagt tæller Bora Bora og 39 andre teatre, arbejder for at give nye talentfulde koreografer mulighed for at nå et større publikum.

Ved Aerowaves Platform på Bora Bora får publikum tre forestillinger for standardprisen på 150 kroner. Studerende, pensionister og unge under 25 år betaler 90 kroner. Der er desuden medlems- og grupperabatter (60 kroner). BEMÆRK VENLIGST: Forestillingen starter allerede kl. 19:30.
YDERLIGERE INFO OM AEROWAVES:
http://aerowaves.org
INFO:
Aerowaves Platform: Chivalry Is Dead / Ellipses / Jordjenta
Deutinger & Gottfarb (AUT) + Cie 14:20 (FRA) + Berstad/Helgebostad/Wigdel (NOR)
Hvor: Bora Bora, Valdemarsgade 1, 8000 Aarhus C
Hvornår: 17. & 18. november (Store og Lille Sal)
Hvor meget: Standard kr. 150,- / Studerende, pensionister og unge u. 25 kr. 90,-
/ KluBora medlemsbillet kr. 60,-
Hvordan: Læs mere og køb billet på http://bora-bora.dk/forestilling/aerowaves-platform-chivalry-is-dead-ellipses-jordjenta eller tlf. 86 19 00 79.

Pressefotos:
http://bora-bora.dk/2015/11/aerowaves-platform-pressebilleder/

Videotrailer: https://vimeo.com/145110398
Kontakt:
For yderligere info samt anmelderakkreditering: PR manager Lars Kjær Dideriksen, 22 72 00 79 / lars (a) bora-bora.dk
Jesper de Neergaard, kunstnerisk leder på Bora Bora, 26 22 67 26 / jesper (a) bora-bora.dk