Farverigt forår på Bora Bora

Klassisk Stravinskij, fantasy streetdance og 50-årig islandsk familiefar møder fluorescerende mørkemagi, de syv dødssynder og canadisk mesterkoreograf i et farveorgie. Foråret på Bora Bora giver det nysgerrige publikum mange bud på hvad dans og visuelt teater kan være.

– Dette forår har vi lagt særlig vægt på det spektakulære i den moderne dans. Inderligheden og intimiteten bliver ikke mistet af den grund. Det kan man opleve i alle sæsonens forestillinger, siger Jesper de Neergaard, kunstnerisk leder på Bora Bora.
Der er således ni forestillinger fra ind- og udland at tage fat på i foråret.

Klassisk musik og sci-fi fantasy
Forårsprogrammet skydes i gang 11. februar med det populære Dansk Danseteater, der præsenterer Stravinskijs klassiske pariserballet “Ildfuglen” fra 1910 som moderne dans. I den bærende rolle ses den tidligere Aarhus-danser Maxim-Jo Beck McGosh. “Ildfuglen” suppleres af den korte “Men in Coats” med musik af Philip Glass.
Kompagniet Next Zone følger op 22. februar med “7 Runer”, hvor moderne dans blandes med breakdance og ny-cirkus og samtidig henter inspiration fra nordisk mytologi, sci-fi fantasy og Hunger Games.

Intens oplevelse i mørket
I marts er der tre forestillinger: Først den prisvindende og flittigt turnerende “Dance For Me” af DMF Company. Her udlever en 50-årig islandsk familiefar (og indehaver af den islandske rekord i trespring fra 1979) sin drøm om at blive moderne danser. Sat i scene og udfordret af sin svigerdatter, der er koreograf.
– Det er en sød og hjertevarm forestilling med humor, der stiller spørgsmålet: Er dans virkelig for alle?, fortæller Jesper de Neergaard.
Den Reumertnominerede “On/Volt” af et af dansk dans’ mest roste kompagnier, Recoil Performance Group, placerer dansen lige for tåspidserne af publikum. En leg med totalt mørke, fluorescerende effekter og meget fysisk dans til lyd, der bevæger sig rundt i rummet.
– Der venter publikum en intens og unik oplevelse. Ligesom da de besøgte Bora Bora med forestillingen “Living Room” i 2014, mener den kunstneriske leder.
Koreograf Marie Brolin-Tani vender nok engang tilbage til Aarhus med Black Box Dance Company og tackler denne gang de syv dødssynder og stiller spørgsmålet: Er synderne blot vejen til lykken i konkurrence-samfundet?

Canadisk sansebrag
Kompagniet Fors Works undersøger i april dynamikken i grupper i “Ultra”. Ti mænd bevæger sig synkront og dykker ned i deres egen frygt og nydelsen ved den totale overgivelse til gruppen.
Sæsonens store trækplaster bliver uden tvivl canadiske Benoit Lachambre’s “Prisms”. Den prisvindende og visuelt stimulerende fejring af menneskelig interaktion. Scenografi, lys og bevægelse får fuld skrue. Det er lykkedes Bora Bora at sammensætte en lille turné med forestillingen, der også rammer København, Odense og Aalborg. I Aarhus spiller den 25.-27. april.
– Det var et sats, at udbyde denne forestilling til flere scener i Danmark. Heldigvis er vores kolleger rundt i landet med på at vise publikum den unikke forestillinger. “Prisms” blev i øvrigt premieret som bedste koreografi i Québec, fortæller Jesper de Neergaard.

Hypnotisk og meditativ
Foråret rundes af med Taneli Törmä’s “Zoom”, hvor dans, lys og lyd får lov til at være ligeværdige dansepartnere. En hypnotisk solo, der opfordrer publikum til at observere de små detaljer i hverdagen. Forestillingen er udvalgt af Aerowaves-netværket til at være blandt Europas lovende nye talenter.
Ligeledes i den mere konceptuelle ende af spektret kommer kompagniet RISK fra København med “In Between Concrete”. Fire indbundne kroppe slører deres identitet i en meditativ tidslomme i denne co-produktion, der har urpremiere på Bora Bora.
Det er stadig muligt at købe 20% rabatbilletter til 120 kr., hvis billetter købes senest en måned før. Pensionister, unge under 25 år og studerende kommer stadig ind for 90 kroner, mens grupper på 10 personer og derover kommer ind for 50 eller 60 kroner afhængigt af alder. KluBora-medlemmer, der har købt medlemskort til 100 kroner, kan købe billetter til 60 kroner frem til sommer.

Info:
Bora Bora, Valdemarsgade 1, 8000 Aarhus C
Pris: Standard kr. 150 kr. (early bird rabat 20 %) / Studerende, pensionister og unge u. 25 kr. 90 kr. / Derudover grupperabatter. KluBora-pris 60 kr. (medlemskab 100 kr.).
Læs mere og køb billet på www.bora-bora.dk eller tlf. 86190079.

Udvalgte pressefotos fra sæsonen i høj opløsning:
http://bora-bora.dk/2016/01/foraar2016/
Download zip-fil med alle (44 mb):
https://www.dropbox.com/s/89dklbiusmakblp/BoraBora-Foraar2016-pressebilleder.zip?dl=0

Kontakt:
For yderligere info samt anmelderakkreditering: PR manager Lars Kjær Dideriksen,
22 72 00 79 / lars(a)bora-bora.dk
Jesper de Neergaard, kunstnerisk leder på Bora Bora, 26 22 67 26 / jesper(a)bora-bora.dk

 

BORA BORA FORÅR 2016

11. & 12. februar
Ildfuglen (+ Men in Coats)
Dansk Danseteater

22. & 23. februar
7 Runer
Next Zone

9. & 10. marts
Dance For Me
DMF Company (ISL)

15.-17. marts
ON/VOLT
Recoil Performance Group

30. & 31. marts
7even
Black Box Dance Company

15. & 16. april
Ultra
Fors Works

25.-27. april
Prisms
Benoit Lachambre (CAN)

10. & 11. maj
Zoom
Taneli Törmä

23. & 24. maj
In Between Concrete
RISK

Yderligere information, fotos og videotrailere på www.bora-bora.dk