Selvlysende dansekraftværk indtager Bora Bora

Et af Danmarks mest roste dansekompagnier – Recoil Performance Group – præsenterer den Reumertnominerede “On/Volt” på Bora Bora den 15. til 17. marts. Hyperenergiske kroppe kolliderer i et fluorescerende lyshav lige for fødderne af publikum.

– Det århusiansk publikum vil se, at det ikke er tilfældigt, at denne forestilling blev Reumert-nomineret sidste år.
Sådan siger Jesper de Neergaard, kunstnerisk leder på Bora Bora, om Recoil Performance Groups “On/Volt”, som det århusianske danseteater præsenterer den 15. til 17. marts.

Intenst og uforudsigeligt
– “On/Volt” er en intens oplevelse. Vi havde fornøjelsen af at have Recoil Performance Group her og arbejde med forestillingen sidste år og fik lov til at kigge med. Det århusianske publikum havde senest fornøjelsen af Tina Tarpgaard og hendes dansere, da de var her i foråret 2014 med den Reumertvindende og meget flotte “Living Room”. Og nu er Tina Tarpgaard på en ny etape i undersøgelsen af dans i det uforudsigelige og endeløse rum. Der er noget at glæde sig til, siger Jesper de Neergaard.

Publikum helt tæt på
Der er kun plads til 80 publikummer til hver “On/Volt”-forestilling og de sidder hele vejen rundt om danserne. Til at starte med bliver publikum ledt ind på plads i en mørk sal kun oplyst af et hav af papir, der gløder i mørket. Man kan ikke se danserne. Men så sker der lige for fødderne af én. Hele gulvet kommer i bevægelse. Danserne toner frem. Buldrende bas svæver rundt i rummet, mens de vilde kroppe banker ind i hinanden. Ordet “Volt” fra titlen giver mening, for det er meget kraftfuldt.
På scenen er det danserne Siri Wolthoorn, Jonas Örknér, Robin Rohrmann, Fanny Barrouquere, Eva Honings, Antoinette Helbing og Pierre Enaux, der bringer “On/Volt” til live.

En rost kraftpræstation
Anmelderne gav forestillingen flotte ord med på vejen ved premieren. Politiken skrev blandt andet i sin femstjernede anmeldelse:
“Det er det rene organiske kraftværk. Fedt for en gangs skyld at blive fri for psykologisk indhold eller formstøbte danseabstraktioner. ‘On/Volt’ opleves i alt fald som helhed, som var man selv blevet rokket og banket godt gennem hele maskineriet. Fra tyst magi til pumpende kraftudladninger.”
Kulturshot gav også fem stjerner og skrev:
“Det er en af den slags forestillinger, hvor jeg glemmer mig selv, og bagefter husker hvorfor jeg elsker scenekunst.”
“On/Volt” spiller fem gange på Bora Bora den 15. til 17. marts. Klokken 20 den første aften og klokken 17 og 20 de efterfølgende to dage.

 
ANMELDELSER:

*****
”En kraftpræstation af Tina Tarpgaard og Recoil Performance Group.”
– Politiken (http://politiken.dk/kultur/scene/ECE2225837/dansehallerne-praesenterer-tyst-magi-og-pumpende-kraftudladninger)

****
”Tina Tarpgaard formår med sin klare idé i ”On/Volt” at skabe sit helt eget nye billed- og bevægelsesunivers.”
– Berlingske (http://www.b.dk/scene/kroppen-som-hvirvlende-kraftvaerk)

*****
“Det er en af den slags forestillinger, hvor jeg glemmer mig selv, og bagefter husker hvorfor jeg elsker scenekunst (…) En af de bedste forestillinger, der er vist på Carlsberg i år!”
– Kulturshot

Recoil Performance Group:
http://recoil-performance.org/content/onvolt

Trailer:
https://vimeo.com/103801664

INFO:
On/Volt – Recoil Performance Group
Hvor: Bora Bora, Valdemarsgade 1, 8000 Aarhus C
Hvornår: 15.- 17. marts (Store Sal), tirsdag kl. 20 + onsdag/torsdag kl. 17 og 20.
Hvor meget: Standard kr. 150,- / Studerende, pensionister og unge u. 25 kr. 90,-
/ KluBora medlemsbillet kr. 60,-
Hvordan: Læs mere og køb billet på http://bora-bora.dk/forestilling/onvolt eller tlf. 86 19 00 79.

Pressefotos i høj kvalitet:
http://bora-bora.dk/2016/03/pressebilleder-onvolt/

Kontakt:

For yderligere info samt anmelderakkreditering: PR manager Lars Kjær Dideriksen, 22 72 00 79 / lars (a) bora-bora.dk
Jesper de Neergaard, kunstnerisk leder på Bora Bora, 26 22 67 26 / jesper (a) bora-bora.dk