Norske dansere fylder rummet med klokker og sang

Dine sanser smelter sammen i “Me Too” på Bora Bora den 24. og 25. oktober, hvor akustiske håndklokker, korsang og bevægelser fylder rummet med energi i norske Helgebostad/Rueslåttens forestilling. I et dobbeltprogram får den følgeskab af en visning af work-in-progress fra århusiansk Dadadans.

Me Too trailer: https://vimeo.com/137431069

Nogle mennesker ser farver, når de hører ord eller musik. Denne forbindelse af én sans med en anden kaldes synæstesi. Det er det, som koreograf Kristin Ryg Helgebostad og klokkenist og komponist Laura Marie Rueslåtten tager udgangspunkt i, når de præsenterer deres forestilling “Me Too” på Bora Bora. Musik kan ses og dans kan høres.

Fantasifulde skulpturer
Fængende rytmer fra trampende fødder, korstemmer og melodier fra smukke håndspillede kobberklokker er en del af virkemidlerne i “Me Too”. Et rum af lyd, lugt og bevægelse opstår på scenen gennem performernes sang, spil og dans. I et fællesskab af energisk samspil skaber danserne fantasifulde og omskiftelige billeder og skulpturer. Ligesom du opfatter noget genkendeligt, forsvinder det igen inden du kan nå at sige hvem der er hvem eller hvad som er hvad.
Forestillingen blev nomineret til Kritikerprisen i Norge i 2015 og blev i 2016 udvalgt blandt de tyve bedste forestillinger af de internationale netværk af danseteatre kaldet Aerowaves.
Bora Bora præsenterer denne sæson tre Aerowaves-forestillinger, hvoraf “Me Too” er nummer to. Den tredje kommer i december. Næste år bliver Aarhus vært for en hel festival af Aerowaves-forestillinger.

Ansigt til ansigt med ensomheden
Bora Bora viser dette efterår flere dobbeltprogrammer, hvor to forestillinger kombineres. Den århusianske koreograf Helle Bach gør med sit kompagni dadadans “Me Too” følgeskab med en visning af det foreløbige arbejde med forestillingen “HELT i ensomhed”. En solo med performer Bo Madvig, der inviterer publikum ind i det kaos af fysiske og psykiske reaktioner, som den enkelte oplever stillet ansigt til ansigt med ensomheden. Den uro, der er vores krops instinktive reaktion på at blive stækket i sin umiddelbare trang til kontakt.
Billetprisen er trods dobbeltprogrammet uændret. Dvs. standardpris 150 kroner, studerende/pensionister/under 25 år 90 kroner og KluBora-medlemmer 60 kr.

Me Too: ca. 50 min.
HELT i Ensomhed: ca. 25 min.

INFO:
Me Too / HELT i ensomhed
– Helgebostad & Rueslåtten (NO) / dadadans (DK)
Hvor: Bora Bora, Valdemarsgade 1, 8000 Aarhus C
Hvornår: 24. & 25. oktober 2016 (Store og Lille Sal), kl. 20.
Hvor meget: Standard kr. 150,- / Studerende, pensionister og unge u. 25 kr. 90,-
/ KluBora medlemsbillet kr. 60,-
Hvordan: Læs mere og køb billet på:
http://bora-bora.dk/forestilling/me-too/
http://bora-bora.dk/forestilling/helt-i-ensomhed/
Eller tlf. 86 19 00 79.

Pressefoto i høj kvalitet (27 mb):
https://www.dropbox.com/s/8fyqeyi69ecr11u/BoraBora-MeToo-Helgebostad-Rueslaatten-Foto-SimenDieserudThornquist.jpg?dl=0

Kontakt:

For yderligere info samt anmelderakkreditering: PR manager Lars Kjær Dideriksen, 22 72 00 79 / lars (a) bora-bora.dk
Jesper de Neergaard, kunstnerisk leder på Bora Bora, jesper (a) bora-bora.dk