Dans som i 1920’erne

Vi kender det alle. Frygten for at falde. Frygten for at gå forkert. Frygten for at fejle. Og det er netop vores allesammens fejlbarlighed, der er temaet i DON GNU’s nye forestilling A SNOWBALL’S CHANCE IN HELL, som har urpremiere næste tirsdag d. 15. november i Aarhus

For hvad sker der egentligt, når vi begår fejl? For at finde svaret, rejser DON GNU I A SNOWBALL’S CHANCE IN HELL tilbage til 1920’erne – en tid, der – ikke ulig idag – var præget af store økonomiske og sociale omvæltninger.

Rammen udgøres af det ikoniske sort-hvide stumfilmsunivers fra tiden med sne på skærmen og Charlie Chaplin på slap line – men spørgsmålet er selvfølgelig, om DON og GNU kan holde sig inden for rammerne…?

 

Dans og film som i 1920’erne

Med udgangspunkt i den anerkendte instruktør Roman Polanski’s ‘To mænd og et skab’ bliver publikum taget med ind i stumfilmens univers, hvor vi møder 20’erne i en helt unik kombination af dans, fysisk teater, Chaplin-slapstick og video.

Det er ikke nyt for DON GNU at inddrage video i deres forestillinger, men denne gang har Christoffer Brekne’s billedskønne sort-hvid film, fået en langt større rolle og fungerer nu som en aktiv medspiller på scenen:

”Vi vil som altid gerne udfordre det velkendte forestillingsformat, og med filmen som en del af fortællingen, bliver det muligt at dykke dybere ned i karaktererne og give historien mange flere lag” fortæller Kristoffer Louis Andrup Pedersen, performer og den ene af de to kunstneriske ledere i DON GNU:

“Samtidig skaber det også en ny og anderledes oplevelse for publikum, som måske er lettere at relatere til, fordi de visuelle medier er så stor en del af vores virkelighed i dag”

 

Fejlen som en kædereaktion

Med videoen centralt placeret i det nostalgiske sort-hvid univers, har DON GNU skabt en intim, underholdende og stærk danseforestilling, hvor fejlen – og frygten for denne – er omdrejningspunktet:

”Idéen har været at kigge på fejlen som en kædereaktion, og se hvad der kunne komme ud af det. For en fejl, er måske nok en fejl – og der er ikke nogen af os, der bryder sig om det. Men når vi fejler, så åbner det også op for et nyt univers. Et univers, der sætter gang i nye ting og nye retninger, som aldrig var kommet til syne uden fejlen” siger kunstnerisk leder og performer Jannik Elkær.

Udviklingen af forestillingen har derfor handlet om selv at turde fejle og ifølge Jannik, følger fejlen med helt ud på scenen, hvor publikum vil blive taget med ind i karakterernes største drømme, dybeste tragedier og deres mest tåkrummende øjeblikke.

Øv dig på kunsten i at fejle med DON GNU på BORA BORA – Dans og Visuelt Teater fra 15.-17. samt 21.-25. november.

 

TEASER:

https://www.youtube.com/watch?v=Tf69X9-odOA

 

PRESSEFOTOS:

https://drive.google.com/file/d/0BwRnMurzS7R8NHdaaDRid2dwRWs/view?usp=sharing

 

CREDITS:

Performance & koreografi: Jannik Elkær & Kristoffer Louis Andrup Pedersen

Dramaturg & visuelle medier: Christoffer Brekne

Musik: Alice Carreri

Teknik & Lys: Peer Mariboe

Producent: Sigrid Aakvik

Co-produktion: BORA BORA – Dans og Visuelt Teater

Støttet af: Statens Kunstfond

Tak til Sten Baadsgaard for hjælp til scenografi

 

SPILLETIDER –  A SNOWBALL’S CHANCE IN HELL:

Tirsdag d. 15. november 2016, kl. 20.00 – URPREMIERE

Onsdag d. 16. november 2016, kl. 20.00

Torsdag d. 17. november 2016, kl. 20.00

Mandag d. 21. november 2016, kl. 20.00

Tirsdag d. 22. november 2016, kl. 20.00

Onsdag d. 23. november 2016, kl. 20.00

Torsdag d. 24. november 2016, kl. 20.00

Fredag d. 25. november 2016, kl. 20.00

 

BILLETTER:

Priser fra 50-150 kr.
Køb billet på www.bora-bora.dk – direkte link: http://www.billetlugen.dk/da/event/snowballs-chance-hell/billetter eller telefon 86 19 00 79
For øvrig information, aftale om interview eller anmelderakkreditering kontakt PR-manager Malene Cathrine Pedersen: malene (a) dongnu.dk

 

OM DON GNU

DON GNU er et kunstnerisk samarbejde mellem koreograferne Jannik Elkær (DON) & Kristoffer Louis Andrup Pedersen (GNU).

Udtrykket er underholdende, direkte og meget fysisk – og er derfor et oplagt sted at starte for publikum, der ikke før har set dans og eksperimenterende scenekunst.

Kompagniet har tidligere lavet forestillingerne AS A START samt trilogien MÆND I SANDALER, KVINDE KEND DIT SKAB og M.I.S. – natten lang, hvoraf KVINDE KEND DIT SKAB blev nomineret til en Reumert-pris og modtog Aarhus’ publikumspris for scenekunst. Derudover har DON GNU også skabt N.A.R.G. – North Arena Rumble Game, der blev udvalgt til at være blandt AerowavesTwenty – 20 nye europæiske forestillinger fra lovende unge kompagnier udvalgt af over 500 danseteatre fra hele Europa.

Flere af kompagniets forestillinger har turneret i Danmark, Europa og resten af verden og til foråret drager de på endnu en omfattende danmarksturné med forestillingen M.I.S. natten lang.

www.dongnu.dk