En ny begyndelse på Bora Bora

URPREMIERE: Musik, video og menneskelige fortællinger skaber tilsammen en smuk og poetisk (gen)skabelsesberetning om det senmoderne menneske i forestillingen “Den 4. morgen” af Jon R. Skulberg og Signe Klejs. Urpremiere på Bora Bora i Aarhus d. 31. Januar.

Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Og hvem kan vi blive til? Disse store spørgsmål sætter forestillingen “Den 4. morgen” skarpt på gennem et smukt visuelt videoværk, personlige fortællinger, musik, poesi og koreografi.
Forestillingen er skabt af Convoi Exceptionnel, og er et kunstnerisk samarbejde mellem kunstner Signe Klejs – senest kendt for den nye udsmykning af Ringgadebroen “Hesitation of Light” – samt den norske scenograf og instruktør Jon R. Skulberg.

Videokunst, performance, musik og et barn
En barnestemme fortæller på smuk og inderlig vis historien, imens performer Lisbeth Sonne Andersen optræder som et mystisk og gådefuldt væsen. Den elektroniske komponist Andreas Busk står for lydsiden, der er et af de bærende elementer i forestillingen – og så har Signe Klejs skabt et visuelt imponerende videoværk af vand, stof og lys. Kostumerne er designet af Mads Dinesen. 
Tilsammen skaber elementerne et smukt og tankefuldt rum, hvor der er plads til at reflektere over nogle af livets helt store spørgsmål:
”Ideen til konceptet voksede ud af en længere samtale mellem Signe og jeg,” fortæller Jon R. Skulberg om samarbejdet.  “Det, at vi arbejder med hver vores medie, betyder, at vi både har kunnet støtte og udfordre hinanden – for på den måde sammen at finde frem til forestillingens tværfaglige form, æstetik og indhold.”

At genfinde os selv
I løbet af forestillingen møder vi tre personer, der alle spiller rollen som dem selv. Præst Anne Mette Gravgaard, som har mistet en arm og et ben i en trafikulykke, transkønnede Malene Andreasen samt den norske kunstner Finn Adrian Jorkjen. Tre vidt forskellige personer, men med det tilfælles, at de har oplevet at skulle skabe og genskabe sig selv.
”De tre fortællinger giver hver især et dybt personligt indblik i karakterenes liv, men det kunne i princippet have været hvem som helst. Fortællingerne er et udtryk for den udvikling, vi alle sammen gennemgår på et tidspunkt” forklarer Jon R. Skulberg.

En ny begyndelse
Titlen “Den 4. morgen” referer til den kristne skabelsesberetning og fortællingen om hvordan den velkendte verden begyndte. Men spørgsmålet er, om man stadig kan referere til den fortælling i dag, hvor materialismen er i fokus og de rationelle forklaringer dominerer.
”Jeg oplever et skisma i samfundet. Vi har tilsyneladende alle muligheder og kan købe alle ting, men den kulturelle forankring virker skrøbelig. Vi har derfor gerne villet skabe et rum til at reflektere over nogle af livets store og komplekse spørgsmål” siger Signe Klejs.  
De to kunstnere håber, at publikum ikke kun vil gå eftertænksomt derfra, men også med et positivt håb for fremtiden.
”Vi prøver at lægge et håb ind i forestillingen og vise, at hver morgen rummer potentialet til at begynde en ny historie og en ny fortælling.” fortæller Signe Klejs.

Publikum kan være en del af den nye begyndelse fra d. 31. januar på Bora Bora og frem til 3. februar.

 
Følg produktionen på Facebook: https://www.facebook.com/den4morgen

Mere information:
http://www.convoiexceptionnel.space/#den4morgen
Jon R. Skulberg: http://jonskulberg.com/
Signe Klejs: https://signeklejss.wordpress.com/

Trailer:
https://www.youtube.com/watch?v=qEELpIe2ZQI

INFO:
DEN 4. MORGEN
– Convoi Exceptionnel
Hvor: Bora Bora, Valdemarsgade 1, 8000 Aarhus C
Hvornår: 31. januar – 3. februar (Store Sal), kl. 20.
Pris: Standard kr. 150,- / Studerende, pensionister og unge u. 25 kr. 90,-
/ Gruppe 10+ samt KluBora medlemsbillet kr. 60,-
Hvordan: Læs mere og køb billet på http://bora-bora.dk/forestilling/den-4-morgen eller tlf. 86 19 00 79.

Pressefotos i høj kvalitet:
https://www.dropbox.com/s/4iq9rgq3yr28lnh/den4morgen1.jpg?dl=0
https://www.dropbox.com/s/u5nzj8j81sa20st/den4morgen2.jpg?dl=0

Kontakt:
Signe Klejs, klejs (a) cygne.dk og Jon R. Skulberg, jonskulberg (a) gmail.com.
For yderligere info samt anmelderakkreditering: PR manager Lars Kjær Dideriksen,
22 72 00 79 / lars (a) bora-bora.dk
Jesper de Neergaard, kunstnerisk leder på Bora Bora, 26 22 67 26 / jesper (a) bora-bora.dk