Der lægges i skrivende stund sidste hånd på forårets program på Bora Bora. I vil fra slut-januar og frem til starten af juni kunne opleve hele 14 meget forskellige forestillinger fordelt på 11 arrangementer (dvs. tre af disse events er dobbeltprogrammer).

Vi lægger løbende information om forestillingerne her på Bora Boras hjemmeside hen over december.

De af jer, der var med til Bora Boras sæsonpræsentation og fik et smugkig tidligere på året vil vide, at Don Gnu vender tilbage med både “Jagten på det grå guld” og den Reumert-nominerede “Human In Balance”. Og Uppercut Danseteater fyrer helt op for energien i “Panic Day”.

Vertikaldanser Esther Wrobel præsenterer “Myopic Time”. Tre nye internationale forestillinger udvalgt via det europæiske Aerowaves-samarbejde vil igen finde vej til Bora Boras scener. Daniel Mariblanca (som I tidligere har kunnet opleve i HimHerAndIt Productions’ “WOMANhouse” og “WOMAN” v. 1.0) kommer med “71Bodies 1 Dance”, mens vi også præsenterer et dobbelt nycirkus-program med forestillingerne “As Heavy As It Goes” og “Polystyrene”.

Derudover får I også glæden af Adriano Wilfert Jensen, Sara Hamming, Hvid Støj og ILT-festivalen i foråret.

Billetsalget er ikke startet endnu – men I kan selvfølgelig godt købe gavekort.

Med andre ord: I kan godt begynde at glæde jer!

Kh.
Bora Bora