JAGTEN PÅ DET GRÅ GULD

Drømmen om alderdommen – og frygten for at nå den: DON GNU’s nye forestilling tager fat på vores forestillinger om at ældes. Urpremiere torsdag d. 28. november i Aarhus

Halsbrækkende krumspring, musikalsk poesi og humoristisk selverkendelse er fundamentet i DON GNU’s nye forestilling JAGTEN PÅ DET GRÅ GULD, der kaster sig ud i en tragikomisk tvekamp mod den bittersøde alderdom.

I et poetisk univers blandt veloursofaer, messinglamper og stofskærme sætter DON GNU fokus på vores forventninger og bekymringer for alderdommen – en tid, vi alle uundgåeligt er på vej imod, uanset hvor i livet, vi befinder os nu.


NÅR VI BLIVER GAMLE
Forestillingen tager udgangspunkt i de to koreografer bag kompagniet, Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup Pedersen’s egne oplevelser af tidens forfald:

”Som 40-årig danser er man jo bevidst om, at man ikke er helt ung længere. Vi er nærmere slutningen end begyndelsen” siger Jannik Elkær.

”Ja, i en dansekontekst er vi jo allerede gamle” griner Kristoffer Louis Andrup Pedersen, med henvisning til pensionsalderen på den kongelige ballet, der netop er 40 år.

JAGTEN PÅ DET GRÅ GULD er derfor en undersøgelse af kroppens fysiske forfald og de begrænsninger, alderdommen pålægger os. Men det er også en kamp imod fysikken, hvor der leges med begrænsningerne af at være gammel og det ungdommelige i alderdommen.

”Vi bevæger os jo alle den samme vej. Vi har derfor prøvet at forene os med alderdommen og finde frem til det smukke i tidens forfald. Og at vise – måske overfor os selv – at livet ikke slutter, fordi man ældes” fortæller Kristoffer Louis Andrup Pedersen.


FRYGT OG DRØMME

Med fokus på bevægelighed og det kropslige har DON GNU skabt en særdeles fysisk forestilling, hvor de med deres sædvanlige charme kærligt blik på alderdommen og de drømme og forventninger, vi har til livets sidste fase – og ikke mindst den frygt, vi har for at blive gamle:

”Vi lever længere og længere i dag, men det er som om, at der i vores samfund er meget fokus på, at vi for alt i verden ikke må blive gamle. Vi ville derfor gerne kigge nærmere på, hvad det er i os selv, der har det sådan” siger Jannik Elkær og fortsætter:

    ”Noget af det vi selv frygter allermest, er at sidde alene tilbage i ensomhed og kedsomhed. At opleve livet – venner, familie, historie og minder – langsomt forsvinder omkring os, og man ender op med at sidde alene tilbage”.

DON GNU lover ikke noget endegyldigt svar på de spørgsmål, der rejses i forestillingen – det vigtige er, at få tankerne sat i gang hos publikum. Til gengæld lover de masser af DON GNU humør, rå fysik, slapstick, poesi, kærlighed og tragedie.

Tag med på JAGTEN PÅ DET GRÅ GULD på BORA BORA – Dans og Visuelt Teater 28.-30. november 2019.

 

TEASER: https://www.youtube.com/watch?v=MuUFsUpa6mE

PRESSEFOTOS: https://drive.google.com/open?id=1akUF8YL_lLYWz8tSWAV0gOlcIOG8zVXM


CREDITS:
Performance & koreografi: Jannik Elkær, Kristoffer Louis Andrup Pedersen & Petras Lisauskas
Musik & performance: Alice Carreri & Nicolai Kornerup
Dramaturg & lys/video: Christoffer Brekne
Dramaturgisk konsulent: Bjørn Brinch
Teknisk assistent: Jakob Thau
Producer: Sigrid Aakvik
Co-produceret af: Bora Bora – Dans og Visuelt Teater & Holbæk Teater
Støttet af: Statens Kunstfond, Aarhus Kommune & Knud Højgaards Fond


SPILLETIDER:
Onsdag d. 28. november 2018, kl. 19.30 – URPREMIERE
Torsdag d. 29. november 2018, kl. 19.30
Fredag d. 30. november 2018, kl. 19.30

Forestillingen turnerer derudover i hele Danmark i marts, april og maj 2019


BILLETTER:
Priser fra 50-150 kr.
Køb billet på www.dongnu.dk – direkte link: https://bora-bora.dk/forestilling/jagten-paa-det-graa-guld/ eller telefon 86 19 00 79

For øvrig information, aftale om interview eller anmelderakkreditering kontakt PR-manager Malene Cathrine Pedersen: malene (at) dongnu.dk


OM DON GNU
DON GNU – Physical Theatre & Film er et kunstnerisk samarbejde, der fokuserer på dans og fysisk teater på scene og i film.
Kompagniet blev etableret i 2010 af koreograferne Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup Pedersen, der i fællesskab står for den kunstneriske ledelse. I dag er DON GNU et af landets mest turnerende kompagnier, der udover omfattende turnevirksomhed herhjemme, også har turneret med forestillinger i store dele af verden, bl.a. alle de nordiske lande, Sydkorea, Canada, store dele af Europa samt Cuba.

www.dongnu.dk