Bora Bora skubber til grænserne og vender tingene op og ned

Bora Bora tager hul på 2019 med et forårsprogram, der udfordrer både tyngdekraften, svedpiskende udholdenhed og vores tanker om alder og køn. Lokale, nationale og internationale kunstnere pryder programmet, mens Don Gnus Reumert-nominerede kulturhovedstad-succes ”Human In Balance” vender tilbage i juni.

 – Der venter os mange uforglemmelige oplevelser hele foråret. Fantasifulde, modige og generøse dansekunstnere myldrer op og ned af vægge, udstiller sig og rører os med følelser dybt fra deres indre. Det gør de i hele 14 forestillinger fra januar til juni, fortæller Jesper de Neergaard, kunstnerisk leder på Bora Bora.
Af de 14 forestillinger er tre lokale og fire fra København, mens syv er internationale. Seks af forestillingerne præsenteres i dobbeltprogrammer, så med 11 billetter i hånden (til mellem 60 og 150 kroner) er man dækket indtil hele foråret.

De fysiske grænser skubbes
Flere af forårets forestillinger presser kroppen til det yderste. Den spanske, transkønnede danser Daniel Mariblanca står bag dansesoloen ”71Bodies 1Dance”, der suppleres af en fotoudstilling og en kunstinstallation, som vil vise nye måder at værdsætte skønhed på. Mariblanca har før optrådt på Bora Bora og kombinerer smuk fysisk performance med imponerende udholdenhed.
Det kræver også udholdenhed at være danser i Uppercut Danseteater fra København. Højenergisk moderne dans og urban stil blandes sammen i ”Panic Day”, der med humor tager fat på hvad der stresser os.
Circus Katoen fra Belgien skubber til de fysiske grænser i deres nycirkus-forestilling ”As Heavy As It Goes”, der er en legesyg organisering af 18 tunge sække. I ”What Does Not Belong To Us” af Sarah Baltzinger fra Luxembourg pisker elektroniske beats to mænd ud i en sveddryppende mande-duet, der handler om at give slip og fortabe sig.

Tyngdekraften udfordres
Flere af de danske dansere presser også sig selv til det yderste dette forår.
Den københavnske vertikaldanser Esther Wrobel (Sparrow Dance), som tidligere har danset på siden af Aarhus Domkirke i 2014, kommer med ”Myopic Time”. I Bora Boras store sal danser hun i luften svingende som et pendul i et sirligt balancesystem. Hun får følgeskab af en musiker og et timeglas.
Danmarks mest turnerende dansekompagni – populære Don Gnu fra Aarhus – vender tilbage med to publikumsfavoritter. I juni er det igen muligt at se deres Reumert-nominerede ”Human In Balance”, som blæste publikum bagover to aftener i Kulturhovedstad-året. Danske, litauiske og cypriotiske dansere slår sig løs på en vild, roterende vippescene frem og svæver endda over den i wirer.
”Jagten på det grå guld”Don Gnus tag på alderdommen – som havde premiere i efteråret 2018 vises igen i april.

Gennem børns øjne
Igen i år har Bora Bora gennem det internationale teaternetværk Aerowaves været med til at udvælge de mest spændende nye europæiske talenter. Tidligere nævnte Baltzinger er et af dem. Et andet er franske NaïF Production, der med ”Des Gestes Blancs” (White Gestures) har skabt far-søn danseduet om det faderlige bånd. Gennem den fysiske ubalance finder de præcision, legelyst og ømhed.
Balance er også i højsædet i engelske Elinor Lewis’ ”Orchard”, der også er udvalgt af Aerowaves-netværket. I en skov af rør, sårbare over for den mindste berøring, navigerer to performere deres usikre miljø, hvor den mindste fejl kan vise sig katastrofal. “Orchard” handler om hvordan mennesket kan overvinde sit miljøs begrænsninger.
Århusianske Hvid Støj præsenterer ”Spil Død”, der med dans, ord og musik, tager fat om emnet børn og angst. Den er for de 7 til 12-årige.
Italienske Andrea Salustris ”Materia” er ikke en børneforestilling, men legesygen er intakt, når han i med luft og bevægelser puster nyt liv i et velkendt materiale: Polystyren (flamingo).
– Bora Bora lægger også scene til en af ILT Festivalens forestillinger i maj. I skrivende stund er forestillingen ikke offentliggjort, men igen er børn i fokus i en kontroversiel forestilling. Den er dog ikke er for børn, fortæller Jesper de Neergaard.

Publikum helt tæt på
Den 24. januar præsenterer Bora Bora urpremieren på københavnske Adriano Wilfert Jensens ”Feelings”. En danseforestilling om følelser, hvor publikum sidder helt tæt på danserne på scenen. Engelske Dean Blunt har lavet original musik til forestillingen.
Publikum kommer også tæt på i københavnske Sara Hammings ”Choreography On The Face”. En intim oplevelse mellem én publikummer og performeren selv, der inspireret af ansigtsgenkendelses-teknologien handler om at være både betragter og blive betragtet. Sara Hamming præsenterer også et “performance-foredrag” for flere publikummer.
– Vi forsøger altid at sammensætte et varieret program med unikke oplevelser, der udfordrer, underholder og giver godt med stof til eftertanke. Og vi glæder os som altid til både at byde velkommen til vores trofaste publikum, men også nye nysgerrige sjæle, siger Jesper de Neergaard.

 

Oversigt:

24. – 25. januar 2019
Feelings
Adriano Wilfert Jensen (DK)
Urpremiere / Co-produktion

6. – 7. februar 2019
71Bodies 1Dance
71Bodies / Daniel Mariblanca (ES/NO)
Forestilling plus fotoudstilling og kunstinstallation
Co-produktion

20. – 21. februar 2019
Dobbeltprogram:
Orchard
Elinor Lewis with Nuria Legarda Andueza (UK)
Myopic Time
Sparrow Dance / Esther Wrobel (DK)
Co-produktion

4. – 5. marts 2019
Panic Day
Uppercut Danseteater (DK)

20. – 21. marts 2019
Nycirkus dobbeltprogram:
As Heavy As It Goes
Circus Katoen (BE)
Materia
Andrea Salustri (IT)

28. – 30. marts 2019
Spil Død, vol. 7-12
Hvid Støj (DK)
For børn 7-12 år

1. – 4. april 2019
Jagten på det grå guld
Don Gnu
Co-produktion

24. – 25. april 2019
Internationalt dobbeltprogram:
Des Gestes Blancs (White Gestures)
NaïF Production (FR)
What Does Not Belong To Us
Sarah Baltzinger (LUX)

14.- 15. maj 2019
Choreography On The Face
Sara Hamming / Moribund (DK)

24.- 25. maj
2019
ILT Festival
Forestilling offentliggøres d. 24. januar

4.- 6. juni 2019
Human In Balance
Don Gnu
Reumert-nomineret / Co-produktion