Don Gnu jagter det grå guld på Bora Bora

Landet mest turnerende dansekompagni Don Gnu jagter igen det grå guld på hjemmebanen i Aarhus. Oplev halsbrækkende krumspring, musikalsk poesi og flakkende erindringsglimt på bævrende ben på Bora Bora den 1. til 4. april.

Videotrailer: https://vimeo.com/324963752

Den 1. til 4. april er det igen muligt at opleve Don Gnus tragikomiske kamp mod den bittersøde alderdom. Succesforestillingen er for tiden på stor Danmarksturné og vender nu tilbage til Bora Bora, hvor den akrobatiske danseforestilling havde sin urpremiere i november sidste år.

Det smukke forfald
”Jagten på det grå guld” handler om drømmen om alderdommen – og frygten for at nå den.
Forestillingen tager udgangspunkt i de to koreografer bag kompagniet, Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup Pedersens egne oplevelser af tidens forfald:
– Som 40-årig danser er man jo bevidst om, at man ikke er helt ung længere. Vi er nærmere slutningen end begyndelsen, siger Jannik Elkær.
– Ja, i en dansekontekst er vi jo allerede gamle, tilføjer Kristoffer Louis Andrup Pedersen, med henvisning til pensionsalderen på den kongelige ballet, der netop er 40 år.
”Jagten på det grå guld” er derfor en undersøgelse af kroppens fysiske forfald og de begrænsninger, alderdommen pålægger os. Men det er også en kamp imod fysikken, hvor der leges med begrænsningerne af at være gammel og det ungdommelige i alderdommen.
”Vi bevæger os jo alle den samme vej. Vi har derfor prøvet at forene os med alderdommen og finde frem til det smukke i tidens forfald. Og at vise – måske overfor os selv – at livet ikke slutter, fordi man ældes” fortæller Kristoffer Louis Andrup Pedersen.

Humor og poesi
Forestillingen blander halsbrækkende krumspring, musikalsk poesi og humoristisk selverkendelse. ”Don” og ”Gnu” er selv på scenen i selskab med den litauske danser Petras Lisauskas, musiker Nicolai Kornerup samt sanger og musiker Alice Carreri.
De to ældre hovedpersoner kæmper med bævrende ben og må stå ansigt til ansigt med både dødens og livets engle på en rejse igennem kalejdoskopiske og surrealistisk erindringsglimt. Alt sammen i et poetisk univers af veloursofaer, messinglamper, trækharmonikaer og Otto Leisner.

ANMELDELSER:

“To bedagede alfahanner kæmper på liv og død i grotesk slowmotion. Det er et ømt syn. (…) Her gælder guldjagten selve kernen i livets gyldne øjeblikke: Kærligheden, venskabet og frihedsdrømmen, levet ud til allersidste sekund. (…) Bentøjet skranter og bævrer usikkert – men tag ikke fejl! Kampgejsten kører for fuld damp. (…) Helt suverænt løfter Don Gnu forestillingen op i en anden sfære med surrealistiske erindringsglimt, hvor vi ser et lykkeligt livsforløb passere forbi i en rullende billedstrøm.”
– Majbrit Hjelmsbo, Weekendavisen

★★★★★★
” Kort sagt indeholder forestillingen alt det, som jeg synes, at god kunst skal have: underholdning, humor, rørende momenter og stof til eftertanke. (…) Den skal opleves.”
– Scenekanten

★★★★
”Samtlige medvirkende håndterer nemlig både morsomt, energisk og rørende det at blive eller være gammel. (…) Og hele forestillingen slutter med en rørende finale, som emmer af både godhed, savn og påmindelse om livets forgængelighed.”
– Kirsten Dahl, Århus Stiftstidende

★★★★★
“DON og GNU tager endnu engang røvgardinerne på os alle sammen.”
– Kulturtid

★★★★★
“Originalt og perlende poetisk.”
– 8000.dk

★★★★★★
“I sin helhed fremstod forestillingen som en stor krammer til livet og mennesket og gav mig en masse stof til eftertanke med på vejen. Det haster med det kys.”
– Wrdsmth

Mere info:
https://bora-bora.dk/forestilling/jagten-paa-det-graa-guld-2019
www.dongnu.dk

INFO:
JAGTEN PÅ DET GRÅ GULD – Don Gnu (DK)
Hvor: Bora Bora, Valdemarsgade 1, 8000 Aarhus C
Hvornår: 1.-4. april (Store Sal), kl. 19.30 (døre kl. 19.00)
Pris: Standard kr. 150,- / Early bird rabat 110,- / Studerende, pensionister og unge u. 25 kr. 90,- / Gruppe 10+ personer samt KluBora medlemsbillet kr. 60,-
Hvordan: Læs mere og køb billet på https://bora-bora.dk/forestilling/jagten-paa-det-graa-guld-2019 eller tlf. 86 19 00 79.

PRESSEFOTOS:
https://www.dropbox.com/s/9gn1gizzaiksq7f/BoraBora-DonGnu-pressefotos.zip?dl=0

KONTAKT:
Don Gnu: Malene Cathrine Pedersen: malene (a) dongnu.dk.
Jesper de Neergaard, kunstnerisk leder på Bora Bora, jesper (a) bora-bora.dk
For yderligere info samt anmelderakkreditering: PR manager Lars Kjær Dideriksen, 22 72 00 79 / lars (a) bora-bora.dk