Udsolgt!

Oplev Black Box Dance Company i en helt ny forestilling, der er inspireret af de 7 dødssynder. Vrede, frådseri og ladhed... Vi kender dem alle, de syv dødssynder. Hvad må vi, hvad kan vi og hvordan modstår vi fristelser. Er der i vores tid overhovedet tale om synd - at føle misundelse, griskhed og frådseri? Eller er disse begreber, når det kommer til stykket, bare en del af vejen til lykke og en succesfuld tilværelse i dagens konkurrence samfund? Og er lyst virkelig noget skammeligt... sex og nøgne kroppe i stride strømme...

Forestillingen 7EVEN er i to akter, og udspiller sig i en kunstig verden, hvor kampen mellem at skjule sig og vise sit sande jeg skildres i dansernes personificering af både syndere og dyder. Inspireret af bl.a.tegnefilm, eventyr og brugen af masker.

Den cypriotiske koreograf Fotis Nikolaou ønsker med et poetisk og meget personligt koreografisk sprog at udforske de gamle religiøse syndere og dyder i en ny kontekst. I et intimt samarbejde med danserne, komponisten Christian Tronhjem og kostumedesigner Charlotte Østergaard vil Fotis skabe en helt nutidig forestilling set ud fra et ungt menneskes perspektiv.

 

Anmeldelser

"Med smuk, gennemtænkt og ikke mindst skarp koreografi af græske Fotis Nikolaou, der i særlig grad formåede at bringe det bedste frem i hver danser, blev publikum torsdag aften ført igennem en anderledes, original og personlig udgave af de syv døsssynder. Hver synd blev personificeret på nytænkende og imponerende måder."
- Dagbladet Holstebro

"7EVEN er sprængtfyldt med gode ideer, smukke kostumer og lys, dygtige dansere og udtryksfylde masker. Alt i alt en smuk forestilling, som med succes kombinerer dans med masker, og det ses ikke så tit."
- Ungt Teaterblod

 

Om Black Box Dance Company & Fotis Nikolaou

Black Box Dance Company i Holstebro startede i foråret 2013 med Marie Brolin-Tani som kunstnerisk leder. Hun blev i sin tid uddannet som moderne danser i Stockholm, men fik sit gennembrud i Aarhus, hvor hun var med til at etablere et professionelt dansemiljø via MBT Danseteater i samme hus, som Bora Bora nu befinder sig i. I 2001 blev hun kunstnerisk leder af Skånes Dansteater i Lund og kom så i 2013 tilbage til den danske dansescene.

Fotis Nikolaou er født i Famagusta på Cypern. Han er uddannet ved The State School of Dance i Athen, og har videreuddannet sig i New York. Fotis er koreograf samt grundlæggeren af X-it Dancetheatre, som er beliggende i Athen, Grækenland. Han har lavet adskillige koreografier til sit eget kompagni – bl.a. værkerne ”Waltz”, ”Inland” og ”Unravelling”.
Tilbage i 2004 stod Fotis for koreografien til åbningen af De Olympiske Lege i Athen. Fotis har deltaget på adskillige internationale festivaller rundt omkring i verdenen. Han har flere gange koreograferet for Cyperns Nationale Teater – senest hvor han koreograferede ”The Threepenny Opera and Elektra - Orestes, the trial”, som han vandt den nationale koreografi pris for i 2013. Han har arbejdet for Malmö Opera i Sverige, hvor han koreograferede ”Salome”. Derudover har han koreograferet ”Lonely Room” for Grækenlands Nationale Ballet Kompagni.