OBS!
Bemærk venligst de varierende spilletidspunkter.

Der er kun almindeligt billetsalg til de fire forestillinger:
14. april kl. 17:00
16. april kl. 12.00 og kl. 20:00
17. april kl. 10:00
Kun kontant betaling ved billetsalg i døren.

For billetsalg til dags-/skoleforestillinger kontakt info(a)hvid-stoj.dk / telefon 6171 9017. Ved større billetreservation kan spilletidspunkter justeres. Kontakt også Hvid Støj i den forbindelse.

Anmelderrost repremiere!

Jeg blev født på den varmeste dag på året… Der var ikke noget i vejen med mig. Ikke noget, man kunne se, i hvert fald… Men jeg er totalt kikset. Bare så grim og fed og dum at høre på…

Nanna skærer sig. Uden helt at vide hvorfor. For livet trænger sig på og vil leves, men hvordan lever man sit liv, når man har det ligesom Nanna?

I CUT // tages der livtag med problemet selvskade – et sørgeligt aktuelt emne: Hver 6. teenagepige prøver at skade sig selv. En tematisk linje trækkes fra H.C. Andersens følsomme prinsesse i “Prinsessen på ærten”, til de unge cuttere, hvor det ikke er den lille ært, men selve livet, der gør ondt.

En sammensmeltning af performance, dans, musik, lys og tekst giver i CUT // tilskueren et indblik i en ung selvskaders hverdag.

Forestillingen retter sig mod unge i alderen 13 år og op.

Forestillingen er støttet af Statens Kunstråds Scenekunstudvalg, Århus Kommunes Kulturudviklingspulje, Bikubenfonden, BUPL’s Solidaritets- og Kulturpulje, Foreningen Østifterne, Tuborgfondet samt Landforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade.

Info om forestillingen for skoler (refusion m.v.)

 

Anmeldelser

“Der er en klaustrofobisk tilbageholdthed over det hele, ligesom teksten også skæres op i små, tøvende bidder. En ultrapræcis registrering af et liv som cutter.”
- Monna Dithmer, Politiken (fem af seks stjerner)

“En stærk psykologisk forestilling med masser af empati og indre dramatik. (...) Med en seværdig koreografi og stringent dramaturgi formår hvid støj at etablere en ung piges liv. Forestillingen er ikke ude på at forklare, moralisere eller helbrede. I stedet for tager stykket fat i nogle universelle problemer, som mange unge piger (og drenge) vil kunne genkende. Der er således masser af stof at tage fat på for de lærere, der tør kaste sig ud i emnet.”
- Christian Sigersted Larsen, Folkeskolen.dk

“Et eksempel på, hvor enkelt og vedkommende et dystert emne kan formidles, så det fremstår smukt og skrøbeligt. (...) De fleste piger ville kunne genkende glimt af sig selv i Nannas selvdestruktive tanker.”
- Astrid Myrup, kronik i Politiken.

"En smuk, men også barsk forestilling om følelsen af at være forkert og anderledes end de andre. (...) Det er en udfordring at få en soloperformance til på én gang at være medrivende og troværdig, men det lykkes i høj grad her. Selvom forestillingen er langsom og indeholder mange gentagelser, så bider den sig fast og griber én, mere end man umiddelbart lægger mærke til. Det her er ikke teenageteater for sarte sjæle. Eller måske netop..."
- Information

"Cutting er en aktuel og barsk affære, som Hvid Støj Sceneproduktion klogelig har valgt at præsentere ved at blande performance, dans, musik, lys og tekst, frem for at lade en tekst være primært styrende. (...) Den kunstgjorte måde skaber stærke billeder og skaber samtidig en distance. En afstand som gør at det primære publikum af unge teenagepiger givetvis lettere kan og tør nærme sig et emne som er forbundet med så megen sårbarhed, blufærdighed og skam."
- Teateravisen

"I et velvalgt miks af performance, dans, musik, lys og tekst formidler CUT // hvor svært det er at være en ung pige, der skærer i sig selv, og hvor vanskeligt det er at være pårørende."
- Århus Stiftstidende

 

Om Hvid Støj

Hvid Støj Sceneproduktion spiller teater som bearbejder det prekære, pinlige og aktuelle for unge på en vedkommende og involveret måde. Hvid Støj går ikke efter de nemme løsninger og med ambitiøse og engagerede unge skuespillertalenter på scenen udfordres scenerummet og publikum på forfriskende vis.
Hvid Støj Sceneproduktion blev stiftet i 2008 og ledes af iscenesætter Charlotte Ladefoged og producent og dramaturg Ditte Felding.

www.hvid-stoj.dk