Forestillingen præsenteres på Bora Bora i et dobbeltprogram sammen med "Orchard". Billetten gælder til begge forestillinger (2 forestillinger på 1 aften til 1 billets pris).

"Myopic Time" er et helt nyt greb om den vertikale dans som nycirkusgenre og ikke mindst som dansedisciplin.  Som i traditionel vertikal dans manipulerer den vertikale danser sin tyngde ved hjælp af styrke og smidighed, men i dette setup påvirkes hun desuden af den skiftende modvægt.

I et sirligt og komplekst balancesystem med snore, veksler og taljer hænger den udspændte vertikal-danser, Esther Wrobel. Her angives bevægelser i kilo og gram, mens tiden løber ud i ”saltet”.

Med fremmede bevægelser udforsker danseren øjeblikket; dets begrænsninger og muligheder. Frem og tilbage bevæger hun sig som et pendul men med sin egen vilje som retningsgiver. En vekselvirkning mellem tidens ustandselige fremstød og den vertikale dansers frihed og begrænsninger. "Myopic Time" betegner den subjektive tidsopfattelse og den vertikale dansers virkelighed. 

Wanda Moretti, kunstnerisk leder af Il Posto Danza Verticale i Italien og medlem af the Vertical Dance Forum, siger:
"Esther Wrobels Myopic Time er utvivlsomt en ny milepæ, der skubber til grænserne for vertikal dans. Det er en kompleks og fascinerende dramatisk komposition!"

Forestillingen er tilegnet de to mesterdansere, Carlotta Ikeda og Ko Morobushi, hvis nærvær i dette liv er dybt savnet.

Det århusianske publikum har bl.a. tidligere kunne opleve Esther Wrobel danse på siden af Aarhus Domkirke i 2014 og i "The Room" på Bora Bora i 2013.

Aldersgruppe: Fra 11 år.

OM SPARROW DANCE

Sparrow Dance er en vertikal dans- og kryds-disciplinær performancegruppe grundlagt af Esther Wrobel. Motivationen bag Sparrow Dance er at promovere og udforske vertikal dans og andre ikke-gulvbaserede danseteknikker for derved yderligere at udvikle på alsidigheden af kunstformerne. Sparrow Dance har især til formål at udfordre og undersøge den rumlige relation mellem publikum og performance og publikumsoplevelsen står derfor altid centralt for gruppens produktioner.