En moderne danser går tilbage til sin ungdom. Med hjælp fra en række unge disco-dansere skaber hun forestillingen "Open Your Heart". Samtidig stiller vi spørgsmål: Hvornår er det nemt at danse, hvornår er det svært – og hvornår er det ovenikøbet rigtigt skægt? Og hvad kan vi gøre for at finde tilbage til den oprindelige glæde ved at danse; danse som et barn igen?

Det er ikke første gang, den finske koreograf Taneli Törmä søger samarbejde med helt unge grupper af dansere for derigennem at udvikle sin egen koreografiske praksis. I forestillingen og projektet "Classical Beauty" har 200 unge balletdansere fra ni forskellige lande givet Taneli Törmä muligheden for at leve hans barndomsdrøm ud i livet: at være solist i et klassisk balletkompagni.
"Open Your Heart" vender rollerne fra "Classical Beauty" på hovedet, og sætter fokus på det, som betyder noget for de unge discodansere; som er vigtigt for dem, når de danser.

Anmeldelser

★★★★★
Hvad der er helt specielt dejligt ved denne forestilling, er at den ikke nedgør eller gør nar af den glitrende overenergiske stil som præger denne form for konkurrencedans. De to meget sympatiske dansere fremstiller nemlig den danseglæde der ligger bag glitterfacaden – og det gør en varm om hjertet. (...) En helhjertet accept af de unge danseres glæde og stolthed over deres dansedisciplin der gør at publikum næsten ikke kan sidde stille. (...) Man får åbenbart energi og bliver glad af at danse disco – og glæden forplantede sig til publikum!”
- xq28.dk (læs anmeldelsen)

★★★★
“Det er en humør- og energiindsprøjtning uden lige, og forestillingen kan anbefales til alle, der går og savner lidt lys, glæde og glimmer her i den begyndende vinter. For hvor ofte er det lige, at samtlige publikummer forlader salen med det største smil på læben efter en forestilling?”
- Ungt Teaterblod (læs anmeldelsen)

“Åbner i høj grad publikums hjerter.”
- Danstidningen (læs anmeldelsen)

Om Location X / Taneli Törmä

LOCATION X og Taneli Törmä producerer international nutidsdans og videoværker, der bryder grænserne mellem dans, performance kunst og publikum. LOCATION X og Taneli Törmä samarbejder med kunstnere, der skaber værker for scene, specifikke steder, lokalsamfund og byer. Senest DANCE ALL YEAR LONG, et 12-måneders residency-program i Odense.

Hilde I. Sandvold er en norsk dansekunstner med base i Danmark. Hun er uddannet i 2013 fra Den Danske Scenekunst Skole. Som danser har hun samarbejdet med koreografer og ensembler i hele Europa: Tina Tarpgaard, Ted Stoffer, David Zambrano, Edhem Jesenkovic, Kitt Johnson, Wim Vandekeybus / Ultima Vez og Andreas Constantinou for at nævne nogle få. Derudover har Hilde skabt en række kortere soloværker, som hun har optrådt med i forskellige sammenhænge i Norge, Sverige, Danmark, Belgien og Irland. Blandt andet ‘Greenpiece’, ‘Crossfade’ (produceret af Kitt Johnson/X-act), ‘Just a stupid little piece/Girl on Fire’ og senest ‘Dans, for Satan’, som blev udvalgt som prioriteret forestilling af Aerowaves-netværket i 2018.