Siden tidernes morgen har mænd stillet spørgsmål ved deres eksistens, ved deres relationer til andre og til verden omkring dem. I evigheder har de søgt efter svar om dem selv, deres roller og deres evner.

Billedet af den moderne mand i dag er komplekst og forvirrende. Er han skaffedyret, beskytteren, businessmanden, fitnessfyren, plejeren, faderen, outsideren, rockstjernen, topmodellen eller blot en lille dreng i alt for store sko?

Den moderne mand befinder sig selv midt i modreaktionen på sine egne handlinger, hvor han ofte må finde sig i at blive set på og bedømt efter fortidens stigmatiserende stereotype mandsideal. Er tiden for mandens identitetskrise kommet?

Himherandit Productions stiller spørgsmål og dykker ned i dette emne med deres seneste forestilling kaldet The MANhouse.

The MANhouse søger ikke at besvare publikums spørgsmål om moderne mandighed, men forsøger i stedet at fremprovokere tanker ved at skabe absurde billeder af den forskønnede maskulinitet vi ser i dag.

Om forestillingen

To mandlige performere går på scenen for at undersøge opfattelsen af at være en mand i dag.

Magnus er en 37-årig heteroseksuel mand, der bor med sin kæreste og søn inde i skoven. Han kan godt lide at bygge ting, og er introvert. Magnus holder af stilheden.

Andreas er en 33-årig homoseksuel mand, der bor i byen med sin mand og deres marsvin. Han kan godt lide at danse og er ekstrovert.

Andreas er socialt anlagt.

Sammen mødes begge mænd i spotlysets skær og lader deres forskelle udgøre substansen for forestillingen. Uden  filter opsluges de af; overgangsriter, fester, slåskampe, sex, fødsel og død og udleverer deres forhold til penge, familie, seksualitet, mode, arbejde og leg. Sammen transformeres de fra bæster til babyer, sønner til fædre og opløser stereotyperne for at opfinde deres egen "mandighed" henad vejen.

Publikum oplever de to moderne mænd kontrastere, sammenligne, konkurrere om og kombinere deres verdener i en unik, ualmindelig forestilling på kanten af fornuft.