URPREMIERE I AARHUS FESTUGE!

Kunstnere fra Skandinavien, eks-Jugoslavien og England mødes i en søgen efter det håb, og de drømme, der kan føre os ud af tingenes nuværende tilstand. I "Utopias Lost And Found," der blander live musik, dokumentarisme, fysisk visualitet og animation, møder fortid nutid og personlige fortællinger brydes mod politiske ideal.

Praktisk information

Publikum veksler mellem at bevæge sig rundt i scenerummet og sidde på stole tæt på performerne. Der er derfor kun 50 billetter til hver forestilling.

På scenen tales der dansk, svensk og engelsk. Forestillingen er en urpremiere og i skrivende stund kendes den præcise varighed ikke.

OBS! Bemærk varierende spilletidspunkter.

Om Aber Dabei

Aber Dabei er en scenekunstnerisk platform, der arbejder med udgangspunkt i dokumentarisme, visualitet og musik - og ofte med inddragelse af publikum i det færdige værk. Aber Dabei afsøger former hvor den fysisk sansende krop, den personlige fortælling og den politiske og samfundsmæssige overbygning mødes. Aber Dabei ledes af instruktør Petra Berg og scenograf Igor Vasiljev og samarbejder internationalt og interkulturelt med et kollektivt skabende fokus.

Tidligere produktioner:
"På vej" (2015) – site specific på Nørrebro i København. En binaural vandringsforestilling baseret på interviews med afrodanske piger. Forestillingen modtog prisen som Årets særforestilling af CPH Culture.
"Afgang 04.00" (2017) – site specific på Helsingør Banegård. En lyd/musik-, lys- og stemmeinstallation, der tog udgangspunkt i deportationen af 175 danske jøder fra Helsingør banegård i 1943. Baseret på dokumentarkilder med ny skrevet kompositionsmusik.