AFLYSNING

Bora Bora følger myndighedernes påbud og lukker teatret ned fra i dag d. 12. marts, foreløbig til og med d. 29. marts.

Det betyder at forestillingerne ”Some Hope for the Bastards” d. 12. og 13. marts samt V.O.M.P. d. 24. – 26. marts desværre er aflyst.

Hvis du har købt billetter til én af forestillingerne vil beløbet blive tilbageført til det kort der er blevet brugt ved købet. Vi kender endnu ikke tidsrammen for dette.


OBS! Artist talk med koreograf Gunilla Lind efter forestillingen den 25. marts.

Slankere, smukkere, strammere, stærkere

og allerhelst nu, nu, nu, NU!

Forestillingen "Vanity of Modern Panic - V.O.M.P." holder et spejl op mod skønhedsdyrkelsens botox-stivnede ansigt. Hvor langt vil du gå for at holde din krop yngre end det, der står på din dåbsattest?
Gør dig klar til en silikonepumpet danseforestilling om jagten på den perfekte krop; en proportionsforvrænget komedie, om længslen efter bryster, lår og balder, der ville få Kim Kardashian til at blegne af misundelse.
En grotesk hilsen til barokkens pudrede parykker og sarte sæbebobler i en unik blanding af moderne dans og fysisk teater.

Koreograf Gunilla Lind modtog i 2018 en Reumert Talentpris for sit arbejde med forestillingen.

Aldersgruppe: Fra 12 år og op.

Anmeldelser

"I V.O.M.P. er hun inspireret af den vilde selvoptagethed i fitnesscentre, men også af samfundets fordømmende holdning over for folk, der ikke lever op til skønhedsidealerne. (...) Hendes groteske skildringer af kønsroller og kvindeidentitet skal i hvert fald nok åbne for en debat om kamp for at få den perfekte krop. I V.O.M.P. er læber og balder bare noget, man køber sig …"
- Anne Middelboe Christensen, Information

"En forfriskende fræk og samtid skarp kritik af forfængelighed og kropsidealer. (...) Gunilla Linds koreografi er humoristisk fræk og dejligt trin-forfriskende. Fyldt med variationer og samtidig enkel i sin næsten brutale fastholdelse af gentagelser. (...) På en forunderlig og skræmmende vis føler man, at det groteske, forvrængede og sygeligt kropsfikserede univers er milevidt fra hverdagen, samtidig med at det mærkes til at være ultra tæt på og meget realistisk i en tid med følg-moden-pres, plastikkirurgi og alkens forsøg på at sælge livs- og ungdomsforlængende medikamenter."
- Kirsten Dahl, Teateravisen.dk

"I V.O.M.P. – Vanity Of Modern Panic – fik hun sine seks kvindelige dansere til at ramme tidens forfængelighed med vild humor. I et grotesk sæbebobleunivers bevægede danserne sig akavede rundt, mens deres lyserøde, silikoneagtige kroppe blev mere og mere forkvaklede. Gunilla Lind tegner til at blive en koreograf, der kan få selv botoxlæber til at smile!"
- Begrundelse fra Reumert-juryen i forbindelse med Talentprisen.

"Ända från starten skojas det friskt i föreställningen, där de sex dansarna synkront listar sig in. Kristoffer J. Rosing-Schows mycket välgjorda musik med bland annat skojiga elektrioniska ljud, latinrytmer och cirkusklanger understryker föreställningen igenom det groteska, humoristiska och det serietidningsartade i det fina samspelet med dansarnas rörelser. (...) Som helhet har Gunilla Lind dock lyckats skapa en humoristisk och mycket publikvänlig föreställning i ett konsekvent absurt universum med hjälp av inte bara musiken, men också av Peter Bodholdt Løkkes fina lysdesign och Kirsten Victoria Linds scenografi."
- Danstidningen

Om Gunilla Lind Danseteater

Koreograf og kunstnerisk leder Gunilla Lind debuterede i 2017 med "Vanity of Modern Panic - V.O.M.P.".

Gunilla Lind balancerer humor og alvor på en knivsæg, når hun præsenterer aktuelle samfundstendenser i en visuel eksplosion af farver og finurligheder. Med eksperimenterende kostumer udfordrer hun måden, hvorpå vi opfatter os selv og andre - i et unikt miks af moderne dans og fysisk teater.
Tilbagevendende interesser i Gunilla Linds koreografiske univers er identitetsprojekter og selviscenesættelse, kønsroller, krops- og skønhedsidealer.